Dansk Radiologisk Selskab
Danish Society of Radiology - founded 1921

 

 

 

 

Uddannelse
opdateret 19. april 2007

Speciallægeuddannelsen

Efteruddannelse

Overlægeansættelse

Radiologiske fagområder

Radiografuddannelsen (externt link)

 

Speciallægeuddannelsen

 

Hvordan bliver man speciallæge i diagnostisk radiologi

Samlet uddannelsesvarighed ud over turnus: 60 måneder, heraf 48 måneders hoveduddannelse.

Generelt er uddannelsen bygget op ligesom turnusuddannelsen med uddannelsesprogrammer, logbøger, evalueringer, introduktionssamtaler, justeringssamtaler og slutevalueringssamtaler. Der er 7 roller, der skal bedømmes. Det er udover den medicinske ekspert også funktioner eller evner indenfor samarbejde, kommunikation, ledelse/administration, sundhedsfremmer, akademiker og som professionel.

Det er kun stillinger med stillingsnumre, der tæller med i uddannelsen, når der ses bort fra supplerende ansættelser, der kan bruges til yderligere kvalificering ved ansøgning til hoveduddannelsen. Alle stillinger med stillingsnumre skal besættes efter opslag.

Uddannelsen i Diagnostisk Radiologi er bygget op af to moduler. Først skal den uddannelsessøgende have gennemført en introduktionsstilling. Den varer 12 måneder og slås op og besættes af de enkelte afdelinger. For at kunne søge en 4-årig hoveduddannelsesblok skal introduktionsstillingen være godkendt med et såkaldt CS-bilag der underskrives ved slutevalueringssamtalen.

Hoveduddannelsesblokkene bliver som regel slået op 2 gange om året. Man kan kun søge hoveduddannelsesstilling i en bestemt periode, og stillingerne skal søges på et bestemt skema. Stillingerne bliver slået op på www.laegejob.dk, hvorfra også ansøgningsskemaerne kan down-loades. Man kan søge alle de opslåede stillinger i prioriteret rækkefølge, men man skal kun prioritere stillinger, man gerne vil have. Hvis man trækker sin ansøgning tilbage kan det betyde, at en attraktiv stilling, som en anden gerne ville have haft, kommer til at stå ubesat.

Stillingerne bliver besat efter en individuel bedømmelse i et landsdækkende vurderingsudvalg, hvor de enkelte ansøgeres kompetencer bliver vurderet efter et pointsystem. Kriterierne for tildeling af point fremgår af "supplerende kriterier ved vurdering af yngre læger til ansættelse i undervisningsstilling". Vurderingsudvalgets pointansættelse og evt. kommentarer viderebringes til de regionale ansættelsesudvalg. Ved vurdering i disse udvalg gælder generelt at ansøgeren med flest point har førstevalg til de søgte stillinger med mindre der er andre faktorer, der taler imod dette. Uddannelsesprogrammerne for både introduktionsstillinger og hoveduddannelsesstillinger udfærdiges efter sammen princip indenfor de tre regioner og vil blive offentliggjort, når de er godkendt af de regionale råd. Stillinger kan ikke slås op uden et tilhørende uddannelsesprogram. Som radiolog er minimumskompetencerne angivet i målbeskrivelserne, som også oplyser, hvordan kompetencerne kræves evalueret. Målbeskrivelsen for diagnostisk radiologi er skrevet af Dansk Radiologisk Selskab, og kan down-loades på www.drs.dk. Det vil sige, at alle speciallæger i Danmark skal kunne de ting, som kræves uanset hvilken region, man er uddannet i. Varigheden og den tidsmæssige placering af opholdene på universitetsafdelingerne og udenfor universitetsafdelingerne vil derimod ikke blive ensartet i de tre regioner. Hvordan uddannelsen er planlagt i en region, skal fremgå af uddannelsesprogrammerne. Den måde man skal tilegne sig viden på, vil være bestemt af holdningen på den enkelte afdeling og vil derfor heller ikke nødvendigvis være ensartet hverken mellem regionerne eller de enkelte afdelinger indenfor regionerne. For at finde den region og de afdelinger, man selv finder mest attraktive, vil det derfor være en stor fordel at læse tilgængelige præsentationer og eventuelt kontakte afdelingerne for yderligere information. Man bruger 5 år på at blive speciallæge, og det vil være bedst at få ansættelse steder, hvor man føler sig godt tilpas

 

Uddannelsesreglerne for Diagnostisk Radiologi findes i :

Bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger

I henhold til § 3, stk. 2, § 4, stk. 1 og § 4b, stk. 2, i lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001 (Lægeloven), og efter bemyndigelse fra Indenrigs- og sundhedsministeren i henhold til § 3, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 608 af 24. juni 2003 om speciallæger, fastsætter Sundhedsstyrelsen følgende bestemmelser om uddannelse af speciallæger:

Kapitel 1

Uddannelsen

§ 1. Speciallægeuddannelsen er en formaliseret lægelig videreuddannelse på videnskabeligt grundlag. Uddannelsen indebærer opnåelse af praktisk og teoretisk kompetence på speciallægeniveau inden for det enkelte lægelige speciale.

§ 2. Sundhedsstyrelsen godkender målbeskrivelser for de lægelige specialer. Målbeskrivelserne angiver de teoretiske og praktisk-kliniske kompetencer, som kræves for at opnå tilladelse til at betegne sig som speciallæge i det enkelte speciale.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen meddeler tilladelse til at betegne sig som speciallæge til læger der har dokumenteret erhvervelse af de kompetencer der er angivet i specialets målbeskrivelse, i forud godkendte uddannelsesforløb.

§ 3. De regionale råd for lægers videreuddannelse godkender uddannelsesprogrammer som beskriver, hvorledes de kompetencer der er anført i specialernes målbeskrivelser kan opnås i konkrete uddannelsesforløb og varetager den praktiske tilrettelæggelse af disse forløb.

Stk. 2. Inden for de af Sundhedsstyrelsen udmeldte rammer for dimensioneringen godkender de regionale råd for lægers videreuddannelse introduktions- og hoveduddannelsesforløb på baggrund af faglig indstilling.

Stk. 3. De regionale råd for lægers videreuddannelse godkender den uddannelsessøgende læges gennemførte uddannelsesforløb på baggrund af uddannelsesprogrammerne anført i stk. 1.

Stk. 4. Inden for specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen retningslinier for godkendelse af uddannelsesprogrammer samt retningslinier for den praktiske tilrettelæggelse.

§ 4. Ansættelsesstedet og den uddannelsessøgende læge udarbejder inden for rammerne fastsat i uddannelsesprogrammet, en individuel uddannelsesplan der beskriver forventninger til kompetenceudvikling for den enkelte læge, og hvorledes denne kompetenceudvikling forventes at finde sted.

§ 5. Den praktisk-kliniske uddannelse skal finde sted under ansættelse på sygehusafdelinger, i speciallægepraksis, hos alment praktiserende læge eller på anden institution med lægeligt eller lægevidenskabeligt arbejdsområde i forud godkendte forløb.

Stk. 2. Det påhviler de uddannelsesgivende institutioner at sikre rammerne for den nødvendige progression i kompetenceudviklingen og stigende selvstændighed i opgavevaretagelsen under ansættelsen.

§ 6. Sundhedsstyrelsen fastsætter krav til dokumentation for godkendelse af gennemførte uddannelsesforløb, herunder for anvendelse af logbog.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier for evaluering af den enkelte uddannelsessøgende og af uddannelsessteder, herunder for uddannelsessteders deltagelse i inspektorordningen.

§ 7. Første del af den lægelige videreuddannelse udgøres af en turnusuddannelse af 18 måneders varighed. Ingen ansættelse forud for turnusuddannelsen kan indgå i den efterfølgende lægelige videreuddannelse til speciallæge.

Stk. 2. Opnået tilladelse til selvstændigt virke som læge er en forudsætning for godkendelse af gennemført introduktionsforløb.

§ 8. Den praktisk-kliniske uddannelse skal gennemføres i godkendte forløb i bestemt rækkefølge:

1)   Introduktionsuddannelse i specialet af 12 måneders varighed. For almen medicin dog 6 måneder.

2)   Hoveduddannelse i specialet med en varighed som beskrevet i bilag 1.

Stk. 2. I hoveduddannelsen i sygehusspecialer skal som hovedregel indgå ansættelse på såvel afdeling med basisfunktion som afdeling med højt specialiseret funktion. I specialer hvor en væsentlig del af patientvaretagelsen sker i speciallægepraksis indgår tillige speciallægepraksis i hoveduddannelsen.

Stk. 3. Hoveduddannelse skal indeholde ansættelse på mindst to ansættelsessteder inden for specialet, hver af mindst 12 måneders varighed.

§ 9. Hoveduddannelsen i et speciale skal være påbegyndt senest 6 år efter gennemførelse af godkendt introduktionsforløb.

§ 10. I den lægelige videreuddannelse til speciallæge indgår et teoretisk uddannelsesprogram bestående af tværfaglige kurser, specialespecifikke kurser og et forskningstræningsmodul. Det teoretiske uddannelsesprogram for de tværfaglige og specialespecifikke kurser godkendes af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for gennemførelse af det teoretiske uddannelsesprogram, herunder krav til evaluering af kursusdeltagelse.

Kapitel 2

Ansættelse

§ 11. Ansættelse i introduktionsforløb og hoveduddannelsesforløb sker efter opslag.

Stk. 2. Hoveduddannelsesforløb opslås som kontinuerlige ansættelser der dækker den samlede hoveduddannelse i specialet.

Stk. 3. Uddannelsesforløb skal være godkendt forud for opslag.

Stk. 4. Ansættelsesvarigheden på de enkelte uddannelsessteder, der ifølge uddannelsesprogrammet indgår i et introduktions- eller hoveduddannelsesforløb, skal som hovedregel være af mindst 6 måneders varighed. Undtaget herfra er ansættelsesforhold hvor særlige målbeskrevne kompetencer kan opnås på kortere tid.

§ 12. Ansættelse sker normalt som heltidsansættelse.

Stk. 2. Ansættelse på deltid, eller skiftevis på fuldtid og deltid, kan undtagelsesvis godkendes af ansættelsesstedet. Deltidsansættelse skal sædvanligvis udgøre mindst halvdelen af arbejdstiden i fuldtidsansættelse og indebære deltagelse i samtlige typer af lægelige aktiviteter som ville forekomme ved en fuldtidsansættelse. Uddannelsestiden forlænges som udgangspunkt forholdsmæssigt således at den samlede uddannelsestid svarer til den der kræves i fuldtidsansættelse.

Stk. 3. Ansøgning herom sendes via det regionale råd for lægers videreuddannelse med en faglig indstilling til orientering.

Stk. 4. For specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier for godkendelse af deltidsansættelser.

§ 13. Ved fravær - bortset fra ferie i henhold til ferieloven og overenskomst - svarende til mere end 10 pct. af den fastsatte varighed for en given del af den kliniske uddannelse, forlænges uddannelsestiden tilsvarende. Ved fravær forstås i denne bekendtgørelse korterevarende fraværsperioder på grund af sygdom, graviditet, barsel, adoption eller andre særlige grunde.

Stk. 2. Forlængelse af ansættelsen eller erstatningsansættelse skal være af mindst samme varighed som det udløsende fravær. Erstatningsansættelse godkendes af det regionale råd for lægers videreuddannelse forud for ansættelsen.

Stk. 3. For specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier for godkendelse af erstatningsansættelser.

§ 14. Såfremt en uddannelsessøgende læge som led i et godkendt uddannelsesforløb i et speciale opnår kompetencer, der dækker kravene i et andet speciales målbeskrivelse, vil lægen ved skift til dette speciale kunne forkorte hoveduddannelsen i det nye speciale forholdsvis. Omfanget af denne forkortelse af hoveduddannelsesforløbet fastlægges af Sundhedsstyrelsen på baggrund af dokumentation for de erhvervede kompetencer. Ansøgning herom sendes via det regionale råd for lægers videreuddannelse med en faglig indstilling.

Stk. 2. Såfremt en uddannelsessøgende læge under ansættelse i udlandet opnår kompetencer, der delvis dækker kravene i et speciales målbeskrivelse, kan lægen under uddannelse i dette speciale forkorte uddannelsen i specialet forholdsvis. Omfanget af denne forkortelse af uddannelsesforløbet fastlægges af Sundhedsstyrelsen på baggrund af dokumentation for de erhvervede kompetencer. Ansøgning herom sendes via det regionale råd for lægers videreuddannelse med en faglig indstilling.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan give forhåndsgodkendelse af ansættelse i udlandet. Ansøgning herom sendes via de regionale råd for lægers videreuddannelse.

Stk. 4. For specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier for ansøgningsproceduren.

Kapitel 3

Etablering af godkendte introduktions- og hoveduddannelsesforløb

§ 15. Sundhedsstyrelsen fastsætter én gang årligt rammer for dimensionering af introduktions- og hoveduddannelsesforløb i hver enkelt region og for hvert enkelt speciale.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for dokumentation og godkendelse af gennemførte uddannelsesforløb.

Kapitel 4

Dispensation

§ 16. Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra uddannelsesbestemmelserne.

Stk. 2. Ansøgning om dispensation skal som udgangspunkt sendes via de regionale råd for lægers videreuddannelse. For specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier for ansøgningsproceduren.

Kapitel 5

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 654 af 3. juli 1996 om uddannelse af speciallæger ophæves, dog således at uddannelsessøgende læger, der har gennemført eller har påbegyndt uddannelseselementer omfattet af hoveduddannelsen i anførte bekendtgørelse, kan færdiggøre uddannelsen efter bestemmelser i nævnte bekendtgørelse.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan ud over de i stk. 2 nævnte bestemmelser fastsætte overgangsbestemmelser i medfør af denne bekendtgørelse.

Sundhedsstyrelsen, den 10. juli 2003

Jens Kristian Gøtrik

 

Uddannelsen skal findes sted i klassificerede stillinger i henhold til:

Sundhedsstyrelsens Enkeltstillingsklassifikation 1997

Enkeltstillingsklassifikation i Diagnostisk radiologi pr. 1 januar 1998

Region Øst Intro Undervis Sideudd 1.res.læge
RH. BILLED OG M.C.AFD.X, 1 5   2
BISPEBJERG HOSP. RØNTGENAFD. 2 5   3
BISPEBJERG HOSP. ORTOPÆDKIR. AFD.M     1  
FREDERIKSBERG H. RØNTGENAFD. 1     1
HVIDOVRE HOSP. RØNTGENAFD. 1 3   2
GENTOFTE, KAS RØNTGENAFD. 3 3   1
GENTOFTE, KAS KIR.AFD.D     1  
GENTOFTE, KAS ORTOPÆDKIR.AFD.T     1  
GLOSTRUP, KAS RØNTGENAFD. 2 4   2
HERLEV, KAS RØNTGENAFD.X 2 3   2
HILLERØD SGH. BILLEDDIAGN.AFD. 1     2
ROSKILDE, KAS. RØNTGEN AFD. 2     2
KØGE, RASK RØNTGENAFD. 1     1
KØGE, RASK ORTOPÆDKIR.AFD.     1  
HOLBÆK,C.SGH. RØNTGENAFD. 1     1
SLAGELSE C.SGH. RØNTGENAFD. 1     1
SLAGELSE C.SGH. ORTOPÆDKIR.AFD.     1  
NÆSTVED, C SGH. RADIOLOGISK AFD. 2     1
NÆSTVED, C SGH. PARENKYMKIR. AFD.     1  
NYK. F. C.SGH. RADIOLOGISK AFD.       1
I ALT Region øst 20 23 6 22

 

Region syd Intro Undervis Sideudd 1.res.læge
ODENSE UNI.HOSP. RØNTGENDIAG. AFD. 2 8   3
MIDDELFART SGH. PARENKYMKIR. AFD.     1  
SØNDERBORG S. RØNTGENAFD. 2     2
HADERSLEV SGH. RØNTGENDIAG. AFD. 1      
ESBJERG C.SGH. RADIOLOGISK AFD. 2     2
ESBJERG C.SGH. PARENKYMKIR. AFD.     1  
VEJLE SGH. RØNTGENAFD. 1     1
I ALT Region syd 8 8 2 8

 

Region nord Intro Undervis Sideudd 1.res.læge
HOLSTEBRO C.SGH. RØNTGENAFD. 2     2
HERNING C.SGH. RØNTGEN AFD. 1     1
HERNING C.SGH. PARENKYMKIR.AFD.A     ½  
ÅRHUS KOM.HOSP. NEURORADIOL. AFD.P   2   2
ÅRHUS KOM.HOSP. RØNTGENDIAGN.AFD. R   3  
ÅRHUS AMTSSGH. RADIOLOGISK AFD. 2 2   1
RANDERS C.SGH. RØNTGENDIAG. AFD.D 2     1
SKEJBY SGH. RØNTGENDIAGN.AFD.   2   2
SKEJBY SGH. THORAX/KAR KIR. .AFD.     1  
VIBORG SGH. RØNTGENAFD. 2     1
AALBORG SGH. RØNTGENDIAG. AFD. 4 8   4
HJØRR-BRØND.SGH. RØNTGEND.AFD. 2     1
I ALT Region nord 15 17 1,5 17,5
I ALT DIAGNOSTISK RADIOLOGI 43 48 9,5 47,5

 

Supplerende kriterier ved vurderingen af yngre læger til ansættelse i undervisningsstilling

Sundhedsstyrelsen 7. kontor d. 2. august 1999. Ugeskrift for læger 161/37 d. 13. september 1999 s. 5269-72.

1. kriterie:

Klinisk uddannelse efter turnusuddannelsen udover bekendtgørelsens krav for det pågældende speciale. Ansættelserne skal være ved afdelinger uden for det pågældende speciale. For hvert speciale kan opstilles en specifik liste over hvilke specialer, der kan kvalificere til point.

1 point for ansættelse af min. 6 måneders længde. Max. 2 point.

Specialeselskabet opstiller liste over hvilke ansættelser/specialer, der kan kvalificere.

Intet krav om at ansættelser under 1. kriterie skal være i klassificerede stillinger.

2 x 3 måneders ansættelse i sammenhæng i samme afdeling tæller som 6 måneder.

2 x 6 måneders ansættelse i samme afdeling kan tælle 2 point.

Specialer, der indgår i den obligatoriske uddannelse (f.eks. under Supplerende uddannelse) kan også tælle under 1. kriterie (men ikke den konkrete ansættelse, der indgår i henhold til uddannelsesbekendtgørelsens krav).

2. kriterie:

Klinisk uddannelse efter turnusuddannelsen udover bekendtgørelsens krav for det pågældende speciale. Ansættelserne skal være ved afdelinger i det pågældende speciale.

1 point for ansættelse af min. 6 måneders længde. Max. 2 point.

Intet krav om at ansættelserne under 2.kriterie skal være i klassificerede stillinger.

Ansættelse i grund- eller grenspeciale er tællende.

Kun et af de to point kan opnås ved ansættelse i den afdeling, hvor introduktionsuddannelsen har fundet sted. I specialer med betydelig geografisk afstand mellem afdelingerne, kan vurderingsudvalget dispensere fra dette punkt, så 2 point kan opnås ved samlet 12 måneders ansættelse ved den afdeling, hvor introduktionsstillingen gennemføres.

2 x 3 måneders ansættelse i sammenhæng i samme afdeling tæller som 6 måneder.

2 x 6 måneders ansættelse i samme afdeling kan tælle 2 point. (ansættelse på introduktionsafdeling dog undtaget, jf. punkt 3).

3. kriterie:

Teoretisk uddannelse. Relevante kurser vedrørende pågældende speciale, arrangeret af f. ex. Videnskabeligt selskab, højere læreanstalt, DADL eller lignende.

Kurserne kan ikke samtidig give point som delelement i afsluttet uddannelse som f.eks. ph.d.

1 point for 40 timers kursus. Max. 1 point.

Specialeselskabet kan opstille en liste over de kurser, der er tællende.

Såfremt specialeselskabet ikke udgiver en liste over kurser, der kvalificerer under 2. kriterie, foretager vurderingsudvalget en konkret vurdering.

Kravet om 40 timers kursusvarighed er opfyldt ved sammensætning af flere kortere varende kurser.

Kurset skal være specialerelevant.

Beskrivelse af kursus og dokumentation for deltagelse skal foreligge.

4. kriterie:

Organisatorisk - administrativt arbejde.

1 point.

Arbejde på niveau med formandskab for reservelægeråd, medlemskab af bestyrelsen for lægepolitiske organer, tillidshverv indenfor videnskabelige selskaber, tillidsmandsarbejde, ansættelser i sygehusadministration, amtslige forvaltninger eller centraladministration og lignende, er kvalificerende.

Ansættelser, der kvalificerer under 1. eller 2. kriterie er ikke tællende.

Arbejde på niveau med skemaplanlægning, vagtplanlægning, menigt medlemskab af reservelægeråd, samarbejdsudvalg, sikkerhedsudvalg eller lignende, er ikke tællende.

Kun postgraduat aktivitet er tællende.

Vurderingsudvalget afgør i det konkrete tilfælde, udfra ovenstående eksempler, hvorvidt aktiviteten er tællende under kriterie 4.

5. kriterie:

Videnskabelig aktivitet.

Kasuistik, poster eller foredrag i videnskabeligt selskab, som 1.forfatter / foredragsholder: 1 point.

Originalartikel i peer-reviewed videnskabeligt tidsskrift, 1. forfatter: 2 point, medforfatter: 1 point.

5 eller flere publicerede videnskabelige arbejder: 3 point.

Gennemført ph.d.-uddannelse: 5 point.

Gennemført disputats (dr. med.): 6 point.

Point for punkterne kan ikke lægges sammen. Max. 6 point.

Videnskabelige arbejder skal være endeligt antaget på ansøgningstidspunktet.

Ph.D. og disputats skal være forsvaret (men ikke nødvendigvis konfereret) på ansøgningstidspunktet.

Vedrørende udenlandske disputatser fastsætter vurderingsudvalget point efter konkret vurdering.

6. kriterie:

Pædagogiske kvalifikationer

Mere end 40 timers konfrontationsundervisning: 1 point.

Pædagogisk kursus: 1 point.

Max. 2 point.

Undervisning skal være fagrelevant undervisning af sundhedsfagligt personale.

For pædagogisk kursus skal der være tale om voksenpædagogisk kursus.

Vurderingsudvalgene vurderer, udfra en løbende revideret liste over godkendte voksenpædagogiske kurser, om kurset tæller 1 point. (Bilag 1 og 2).

Eventuelle andre kurser pointsættes efter konkret vurdering.

 

7. kriterie (det speciale-specifikke kriterium):

Speciale

7. kriterium

Diagn. Radiologi

  • Udvist speciel interesse eller evne for billeddiagnostik ud over, hvad der er knyttet til introduktionsstillingen: 1 point

  • Udvist speciel interesse eller evne for computerteknologi ud over, hvad der er knyttet til introduktionsstillingen: 1 point

  • Deltagelse i fagligt udviklingsarbejde, fx kvalitetsudvikling: 1 point

  • Ophold ved udenlandsk specialerelevant afdeling eller forskningsinstitution i Danmark eller udlandet af mindst tre mdr. varighed: 1 point

      Maks. 3 point

Generelle bemærkninger til det speciale-specifikke 7. kriterie.

Al deltagelse i forskningsarbejde, udarbejdelse af referencerammer, samarbejdsprojekter, kvalitetssikringsprojekter og al anden aktivitet, som påberåbes som kvalificerende, skal være dokumenteret.

Ved ansættelse i afdelinger eller forskningsinstitutioner i Danmark eller i udlandet, som kvalificerer til point i 7. kriterium, skal uddannelsesværdien eller forskningsresultaterne dokumenteres.

Ved funktion som vejleder i forskningssammenhæng menes, hvis intet andet er nævnt, vejledning på ph.d. niveau eller tilsvarende niveau.

Ved egenhændigt eller superviseret udførte kirurgiske indgreb forstås alle diagnostiske og terapeutiske indgreb af kirurgisk karakter, uanset om de er, eller ikke er omfattet af behandlingsklassifikationen.

 

Bilag 1.

6. kriterie

Voksenpædagogisk kursus.

Sundhedsstyrelsen opstiller følgende krav til kurserne, for at disse kan godkendes til at tælle 1 point:

Varighed: Samlet kursusvarighed mindst 20 timer. Den daglige undervisningstid bør af hensyn til kontinuiteten ikke være under 4-5 timer, og hele kursusforløbet bør gennemføres indenfor 1 uge (for kurser på 30-40 timer 2 uger).

Målgruppe: Yngre læger og andet sundhedspersonale. Max. 24 deltagere pr. hold.

Kursusform: Programmet skal veksle mellem teorielementer, øvelser, diskussioner og gerne en selvstændig opgave (til løsning udenfor kursustiden). Der skal være en høj grad af deltageraktivitet (> 2/3 af tiden).

Indhold: Kurset kan enten fokusere på generelle læringsmekanismer ("learning doctor") eller på lægen som underviser ("teaching doctor"). Kurset bør indeholde elementer som: Forskellige læringsstrategier, skiftet fra skolær- til arbejdslæring, give - og modtage feed-back, mål for egen læring, klinisk vejledning, metodetræning o. lign. Cases og stof fra lægelig (sundhedsfaglig) hverdag bør indgå.

Kursusleder, underviser: Bør have universitær uddannelse (cand. psych., cand. pæd. eller lign.), eller anden videregående voksenpædagogisk uddannelse.

For kurser der ikke opfylder alle ovennævnte krav, gennemfører uddannelsesudvalgene en konkret vurdering med henblik på om kurset kan tælle 1 point i 6. kriterie.

Bilag 2.

Liste over godkendte voksenpædagogiske kurser. (per 22/6 1999).

AOF Danmark. Voksen Pædagogisk Kursus. 32 timer. Underviser: cand. psych. Barbara Cross.

ANDRA - Center for Voksenuddannelse og Vejledning. VUE - kursus. Lægen som vejleder og underviser. 4 dage. Underviser: cand. pæd Karen Faurfelt.

Yngre Danske Kirurger. (v./ Anders Bertelsen). Pædagogisk Kursus - Oplæring på Afdelingerne. 20 timer. Underviser: cand. pæd. Karen Faurfelt.

Lægeforeningens Pædagogiske Kurser - Den professionelle vejleder. Yngre lægers oplæring på afdelingerne. 20 timer. Underviser: cand. pæd. Karen Faurfelt. og overlæge Søren Meisner.

Lægeforeningens Pædagogiske Kurser - Praktisk Pædagogik for Læger - Træning i Undervisningsteknik. 20 timer. Underviser: cand. pæd. psych. Poul Billeskov Jansen.

Sundhedsstyrelsen er bekendt med, at der gennemføres voksenpædagogiske kurser for andre målgrupper end sundhedspersonale gennem Forsvarets Sanitetsskole (FSS Sanu), FOF, VUC Århus, Storstrøms Amt og Danmarks Lærerhøjskole. Vurderingen af disse kursers berettigelse til point må ske ved en konkret bedømmelse.

Skema til ansøgning om uddannelsesstilling i Diagnostisk radiologi kan hentes på internettet hos Videreuddannelsesudvalget i Fyns Amts som er koordinator af ansøgningerne: Web: www.fyns-amt.dk/vuu/ (skemaet er kun tilgængeligt, når der er aktuelle stillinger i opslag).


Efteruddannelse:

Oplysninger om i medlemsbladet samt på DRS hjemmeside. Kursuslisten på hjemmesiden indeholder de mest opdaterede oplysninger

Bilagspakke til kursusledere:

1.Link til CME-meddelelse fra tidl. medlemsblad

2. Excel-fil med forslag til budgetoverslag v. kursusafholdelse

3. Takstregulativ for undervisere fra DADL uddannelsessekretariatet. (Word-fil)

4. Oplysningsskema til brug ved kursusafregning:

5. Kursusleder vejledning (Word-fil)


Overlægeansættelse

 

Vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger

Vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til
overlægestillinger

(Vejledning nr. 38 af 1. maj 2003)

 

Kapitel 1

Indledning

I medfør af § 14, stk. 2 og 3 i lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001, udsender Sundhedsstyrelsen hermed en ny vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger, under hensyntagen til de erfaringer, som den hidtidige administration af vejledningen har givet, samt under hensyntagen til anbefalingerne i Betænkning nr. 1384 »Fremtidens Speciallæge«, indenrigs- og sundhedsministeriet 2000.

Vejledningen omfatter retningslinier for de faglige bedømmelsesudvalgs sammensætning og virksomhed, herunder retningslinier for hvilke faglige elementer, der bør indgå i bedømmelsen af de enkelte ansøgere. Endvidere omfatter vejledningen regler om, hvilke oplysninger der skal være til rådighed for den faglige bedømmelse. Vejledningen indeholder en oversigt over hvilke kvalifikationskrav, der skal og hvilke der kan indgå i vurderingen.

En faglig bedømmelse er en konkret vurdering i forhold til stillingsopslag og funktionsbeskrivelse for en overlægestilling.

Kapitel 2

Område

Forud for ansættelse i enhver stilling som overlæge med klinisk funktion i offentlige sygehuse og behandlingsinstitutioner skal der, som led i ansættelsesproceduren, ske en bedømmelse af den enkelte ansøgers faglige kvalifikationer. Tilsvarende gælder ved ansættelse som vikar for overlæge over 6 måneder, herunder forlængelse af kortvarige vikariater til en samlet varighed over 6 måneder i de nævnte stillinger.

Reglerne om faglig bedømmelse gælder tilsvarende ved ansættelse i private sygehuse m.v., der har indgået overenskomst med det offentlige sundhedsvæsen eller på anden måde løser offentlige sundhedsopgaver.

Lægelovens krav om faglig bedømmelse efter § 14 stk. 2, gælder endvidere ved væsentlige ændringer i funktionsbeskrivelsen for en allerede ansat overlæge, selv om ansættelsesforholdene er uændrede.

Kapitel 3

Fagligt bedømmelsesudvalg

Med henblik på en bedømmelse efter lægelovens § 14 stk. 2, nedsætter ansættelsesmyndigheden i forbindelse med ansættelsesproceduren et lægefagligt bedømmelsesudvalg. Det faglige bedømmelsesudvalg består af mindst 3 læger, som alle har de fornødne forudsætninger til at bedømme ansøgernes faglige kvalifikationer inden for det pågældende speciale/fagområde. Mindst et af medlemmerne skal være ansat i en anden region, end den hvor stillingen er placeret. Højst et af medlemmerne kan være ansat i den pågældende afdeling/behandlingsinstitution, og højst et medlem kan tillige være medlem af ansættelsesudvalget for den pågældende stilling. De øvrige medlemmer udpeges fra en liste udarbejdet af de relevante specialeselskaber. Listen vil være tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk. Mindst et af medlemmerne skal have deltaget i kursus for bedømmere. Ansættelsesmyndigheden kan vælge at supplere med yderligere medlemmer, såfremt det ønskes at tilføre viden, f.eks. fra et tilgrænsende speciale eller særlige ønsker omkring administrative, pædagogiske, forskningsmæssige eller andre lægefaglige kompetencer ud over den medicinske ekspertise inden for det pågældende speciale eller fagområde. Det skal indskærpes at medlemmer af det faglige bedømmelsesudvalg har tavshedspligt i henhold til forvaltningsloven § 27. Den lægefaglige bedømmelse bør være afsluttet inden for 4 uger, regnet fra ansøgningsfristen i stillingsopslaget.

Tilforordnede i § 14 sager

Til brug for udpegning af medlemmer til bedømmelsesudvalg udarbejder specialeselskaberne en liste over mulige medlemmer, der kan indgå i bedømmelsesudvalgene. Der skal indgå læger fra alle 3 regioner og som hovedregel bør de udpegede have speciallægeanerkendelse i det pågældende speciale.

Særlige kvalifikationer såsom fagområdeviden, særlig administrativ eller pædagogisk kompetence m.v. skal fremgå af listen, ligesom det skal fremgå, om den pågældende har deltaget i kursus for bedømmere. Udpegningen sker for 3 år med mulighed for løbende supplering efter specialeselskabets skøn.

Sundhedsstyrelsen arrangerer og fastlægger indhold for kurser i bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger for de læger, der af specialeselskaberne er udpeget som mulige deltagere i bedømmelsesudvalg.

Inhabilitet

Ved vurderingen af, om der foreligger inhabilitet, følges forvaltningslovens § 3. Medlemmer af det faglige bedømmelsesudvalg er forpligtet til selv at gøre opmærksom på, om der foreligger en sådan tilknytning til en ansøger, at det er egnet til at vække tvivl om medlemmets upartiskhed ved vurderingen. Afgørelse af, om der bør ske ændring i udvalgets sammensætning som følge heraf, træffes af ansættelsesmyndigheden.

Kapitel 4

Baggrund for det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering

Til brug for det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering skal foreligge:

1.   En beskrivelse af den opslåede stillings funktioner, herunder i hvilket omfang den pågældende skal yde lands- og landsdelsfunktioner i forhold til andre afdelinger i eller uden for sygehusamtet. Det skal endvidere fremgå, i hvilket omfang der indgår vagtfunktioner i stillingen samt for hvilken patientgruppe.

2.   Beskrivelse af eventuelle særlige fagområder knyttet til varetagelsen af stillingen, herunder anførelse af eventuelt specialeansvar.

3.   Stillingsopslag, hvor det er præciseret, i hvilket speciale den pågældende skal være § 14 kvalificeret.

4.   Beskrivelse af den opslåede stillings funktioner inden for ledelse og administrative funktioner ved afdelingen.

5.   En beskrivelse af den pågældende stillings funktioner inden for undervisning såvel af studenter, som for lægelig videreuddannelse og af andre faggrupper. Særligt skal det fremgå, såfremt der til stillingen er knyttet funktion som uddannelsesansvarlig eller lignende.

6.   Alle ansøgninger vedlagt bilag fra alle ansøgere, som muliggør gennemgang af ansøgning.

Bedømmelsesudvalgets gennemgang

Det faglige bedømmelsesudvalg foretager en gennemgang af den enkelte ansøgers kliniske uddannelse og øvrige faglige kvalifikationer. Gennemgangen skal indeholde følgende elementer:

1.   Navn, kandidatalder og aktuel ansættelse.

2.   Oplysning/kopi af autorisationer/anerkendelser med angivelse af speciale og år og måned for opnåelse heraf.

3.   Speciallægeuddannelse med kort beskrivelse af forløb, herunder eventuelle dispensationer.

4.   Erfaring/uddannelse inden for kommunikation.

5.   Erfaring/uddannelse inden for samarbejde.

6.   Erfaring/uddannelse inden for ledelse og administration.

7.   Erfaring/uddannelse inden for sundhedsfremme.

8.   Erfaring/uddannelse inden for akademikerrolle. Videnskabelige arbejder, videnskabelige ansættelser, videnskabelige grader og uddannelse.

9.   Erfaring/uddannelse inden for professionalisme.

10.   Uddannelse af betydning for evt. særligt fagområde eller lignende.

11.   Øvrige kliniske uddannelse af betydning for aktuelle stilling.

12.   Pædagogiske erfaringer, herunder erfaring som klinisk og videnskabelig vejleder og evt. funktion som uddannelsesansvarlig, arbejde som inspektor og deltagelse i pædagogisk udvikling samt evt. uddannelse.

13.   Anden særlig uddannelse eller erfaring med relevans for funktionen for den pågældende stilling.

14.   Eventuelle supplerende anbefalinger vedrørende erhvervelse af kompetencer efter ansættelsen med henblik på varetagelse af særlige funktioner nævnt i funktionsbeskrivelsen for den pågældende stilling.

Det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering

Det faglige bedømmelsesudvalgs gennemgang af den enkelte ansøger afsluttes med en samlet vurdering af, hvorvidt den pågældende under hensyntagen til stillingsopslag må anses for lægefagligt »kvalificeret« eller »ikke-kvalificeret« til stillingen. Hvis det faglige bedømmelsesudvalg vurderer at en ansøger ikke er kvalificeret, skal det begrundes i henhold til forvaltningslovens § 22. Der foretages ikke en prioritering af ansøgerne. Ved uenighed i bedømmelsesudvalget kan et medlem forlange sin afvigende mening kortfattet tilført vurderingen. Den skriftlige vurdering skal have karakter af en overordnet bedømmelse i forhold til minimumskvalifikationer suppleret med en konkret vurdering i forhold til de specifikke kompetencekrav knyttet til den pågældende funktion som overlæge. Vurderingen kan suppleres med evt. forslag til kompetenceudvikling for ansøgeren i forhold til disse specifikke kompetencekrav. Det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering underskrives med angivelse af, hvilke specialer bedømmelsesudvalgets medlemmer selv har speciallægeanerkendelse inden for, og evt. særlige kompetencer, som medlemmerne besidder af relevans for den pågældende bedømmelse. Desuden anføres aktuelt ansættelsessted. Vurderingen afleveres til ansættelsesmyndigheden, der orienterer alle ansøgere med kopi af bedømmelsen af den pågældende.

Kapitel 5

Kvalifikationskrav ved vurdering af ansøgere

Nedenstående er vejledende retningslinier for bedømmelsesudvalgets arbejde. Bedømmelsen er altid individuel og konkret i forhold til den pågældende stillings funktioner og krav til kompetencer. Ved vurderingen anvendes en vurdering af den faglige kompetence, som udover krav til medicinsk ekspertise også omfatter kompetence inden for kommunikation, samarbejde, ledelse /administration, sundhedsfremme, akademisk kompetence, professionel kompetence (de 7 roller) samt pædagogik. Vægtningen af kompetencer, afhænger af det konkrete stillingsopslag og funktionsbeskrivelse. Vurderingen af ansøgerens kompetencer sker indtil ansøgningstidspunktet. Vurderingens sigte kan udover kvalifikationsvurderingen tillige have en funktion som vejledende i fortsat kompetenceudvikling i forhold til det konkrete stillingsindhold. Såfremt en ansøger kun mangler få måneder inden opnåelse af de krævede kvalifikationer, kan færdiggørelse af igangværende ansættelse m.v. frem til ansættelsestidspunktet indgå i anbefalinger vedrørende fortsat kompetenceudvikling. Såfremt en ansøger findes kvalificeret, men bedømmelsesudvalget finder, at ansøgeren bør supplere sine kliniske kvalifikationer under ansættelsen med henblik på varetagelse af særlige ekspertfunktioner, uddannelses- eller ledelsesansvar m.v. bør forslag hertil fremgå af den skriftlige bedømmelse.

Kapitel 6

Den medicinske ekspert

Som hovedregel forudsættes det, at en ansøger har en dansk anerkendelse til at betegne sig som speciallæge i et for stillingen relevant speciale. Hvis et fagområde kan varetages af læger fra flere forskellige specialer skal det fremgå af opslag og den senere bedømmelse. Der skal i så tilfælde gøres opmærksom på dette i bedømmelsen.

I særlige tilfælde, hvor en stilling er oprettet til varetagelse af helt specielle opgaver, der falder uden for de anerkendte specialer, kan speciallægekravet fraviges. Dog må ansøgeren i alle tilfælde have opnået »tilladelse til selvstændigt virke som læge«.

Kommunikator

Erfaring med kommunikation bør altid indgå i bedømmelsen. Såfremt det af stillingsopslag og funktionsbeskrivelse fremgår, at der til stillingen er knyttet særlige krav om kompetence inden for dette område eksempelvis i arbejde med personer af anden etnisk-kulturel baggrund bør dette indgå med særlig vægt i bedømmelsen.

Samarbejder

Erfaring med samarbejde bør altid indgå i bedømmelsen. Såfremt det af stillingsopslag og funktionsbeskrivelse fremgår, at der i stillingen lægges særlig vægt på denne kompetence eksempelvis som led i samarbejde i særligt tværfagligt behandlerteam eller lignende, bør ansøgers erfaringer hermed indgå med særlig vægt i bedømmelsen.

Leder/administrator

Erfaring med ledelse og administration bør altid indgå i bedømmelsen. Særlig vægtes denne kompetence ved besættelse af stilling som ledende, specialeansvarlig eller anden overlægestilling med stort krav til den administrative kompetence.

Sundhedsfremmer

Såfremt det af stillingsopslag og funktionsbeskrivelse fremgår, at der til stillingen er knyttet særlige krav om kompetence inden for dette område eksempelvis i varetagelsen af arbejde i patientskole, forebyggelse eller lignende bør dette indgå med særlig vægt i bedømmelsen.

Akademiker

En videnskabelig vurdering indgår altid i bedømmelsen, idet dog kravene hertil og deres betydning for, om en person er kvalificeret til stillingen, afhænger af det konkrete stillingsindhold. Såfremt der til ansættelsen hører funktion som forskningsansvarlig, som videnskabelig vejleder eller lignende, bør vurderingen af den videnskabelige kvalifikation indgå med stor vægt i vurderingen af, om den pågældende findes kvalificeret til stillingen.

Vurderingen skal som et minimum indeholde en gennemgang af videnskabelige arbejder, videnskabelige ansættelser og opnåede videnskabelige grader samt en stillingtagen til disses omfang, kvalitet og relevans set i forhold til den pågældende stilling.

Professionel

Det forudsættes, at alle læger for at varetage en ansættelse som overlæge udviser en professionel adfærd under iagttagelse af etiske og juridiske samt administrative normer for lægelig funktion.

Kapitel 7

Yderligere klinisk kompetenceudvikling

Den kliniske uddannelse skal i sin helhed gøre ansøgeren kvalificeret til de funktioner, som er henlagt til den stilling, der ansøges om. En forudsætning for, at en ansøger findes kvalificeret til en stilling som overlæge, er at ansøger har haft funktion svarende til 1. reservelæge eller afdelingslæge i specialet, eller evt. i andet speciale som led i fagområdekvalificering, i mindst 2 år efter tidspunktet for opnået anerkendelse til at betegne sig som speciallæge. Ansættelser af mindre end 6 måneders varighed kan normalt ikke medregnes. Indtil 6 måneders ansættelse som vikar for overlæge, konstitueret eller fungerende overlæge eller som privatpraktiserende speciallæge kan medregnes.

Mindst 12 måneder bør være på en afdeling med tilsvarende opgaver og på tilsvarende opgaveniveau, som på den afdeling, hvor stillingen søges. Mindst 12 måneders ansættelse skal have fundet sted på en anden afdeling end hoveduddannelsen. Sidstnævnte anses dog også for opfyldt, såfremt ansættelse inden for specialet på mindst 2 forskellige sygehuse indgår i hoveduddannelsesforløbet.

Bedømmelsesudvalget kan forlange supplerende dokumentation for konkrete kompetencer af relevans for stillingsindholdet som fx relevante operationslister, hvis der til stillingen er knyttet krav om særlige kliniske kompetencer udover de krav, der er en forudsætning for at opnå anerkendelse til at betegne sig som speciallæge.

Udenlandske ansættelser

Udenlandske ansættelser bedømmes på linie med danske, idet den konkrete kompetenceudvikling vurderes i hvert enkelt tilfælde. Det påhviler ansøgeren at fremskaffe den fornødne dokumentation fx i form af beskrivelse af afdelingen med sengeantal, behandlinger fordelt på diagnoser, den lægelige stabs sammensætning og eventuelle specialfunktioner med videre. Det er en forudsætning for at kunne tiltræde en overlægestilling, at ansøgeren har opnået dansk anerkendelse til at betegne sig som speciallæge. Efter ansøgning tager Sundhedsstyrelsen stilling til anerkendelse af udenlandske anerkendelser. For udenlandske ansøgere kan krav om ansættelse i stilling som 1. reservelæge eller afdelingslæge efter opnåelse af anerkendelse til at betegne sig som speciallæge erstattes af anden udenlandsk ansættelse med tilsvarende indhold.

Andre erfaringer

Erfaring som underviser, som klinisk vejleder, som inspektor og evt. andre uddannelsesfunktioner eller supplerende pædagogisk uddannelse indgår altid i bedømmelsen, idet dog kravene hertil og deres betydning for, om en person er kvalificeret til stillingen, afhænger af det konkrete stillingsindhold. Eksempelvis vil vurderingen af pædagogiske kvalifikationer indgå med stor vægt, såfremt der til stillingen er knyttet funktion som uddannelsesansvarlig overlæge.

Vurderingen skal som et minimum indeholde en gennemgang af erfaring som underviser med angivelse af indhold og målgruppe, erfaring som klinisk vejleder, anden uddannelsesmæssig erfaring og evt. supplerende pædagogisk uddannelse.

Kapitel 8

Indsendelse til Sundhedsstyrelsen og ansættelse

Ansættelsesmyndigheden fremsender til Sundhedsstyrelsen indstilling af ansøger, kopi af stillingsopslag, funktionsbeskrivelse, faglig bedømmelse af alle ansøgere og ansøgning fra den indstillede ansøger.

På separat ark anføres ansøgers fulde navn, bedømmelsesudvalgets indstilling af ansøger, kvalificeret/ikke kvalificeret, ansættelsesudvalgets indstilling, ansættelsessted (sygehus/institution, afdeling, speciale, ansøgers speciallæge anerkendelse med angivelse af dato for opnåelse, dato for tiltrædelse af stilling, angivelse af bedømmelsesudvalgets medlemmer med angivelse af speciale, ansættelsessted og anførelse af hvem der er valgt fra Sundhedsstyrelsens liste over bedømmere. Dette ark indsendes til Sundhedsstyrelsen i 2 eksemplarer.

Skema til dette kan indhentes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk .

Hvis ansættelsesmyndigheden ønsker at ansætte en ansøger, der af bedømmelsesudvalget er fundet kvalificeret til den pågældende stilling, forventer Sundhedsstyrelsen ikke at foretage en vurdering af ansøgerens lægefaglige kvalifikationer, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Ansættelse kan finde sted 10 hverdage efter ansøgning er modtaget i Sundhedsstyrelsen. Hvis ansættelsesmyndigheden ønsker at ansætte en ansøger, som bedømmelsesudvalget har fundet ikke-kvalificeret til den pågældende stilling, eller hvis ansættelsesmyndigheden ikke ønsker at imødekomme evt. supplerende anbefalinger fra bedømmelsesudvalget om kompetenceudvikling i forhold til konkrete funktioner, kan ansættelsesmyndigheden ikke umiddelbart ansætte den pågældende. Ansættelsesmyndigheden skal i et sådant tilfælde forelægge sagen for Sundhedsstyrelsen vedlagt de i Kapitel 4 nævnte bilag. Desuden vedlægges en indstilling vedrørende baggrund for ansættelse og afklaring af kompetenceudvikling. Sundhedsstyrelsen fremsætter en vejledende udtalelse over for ansættelsesmyndigheden inden 10 hverdage. Ansættelsesmyndigheden kan herefter træffe endelig afgørelse i sagen og meddeler Sundhedsstyrelsen resultatet heraf.

Klageadgang

Bedømmelsesudvalgets vurdering af den enkelte ansøger kan påklages til ansættelsesmyndigheden.

Ikrafttræden

Denne vejledning træder i kraft den 24. maj 2003 og er gældende for stillinger, der opslås efter denne dato. Vejledning nr. 107 af 4. juli 1997 bortfalder samtidig.

Vejledningen er ikke gældende for Færøerne og Grønland, der fortsat kan søge vejledning og faglig rådgivning ved ansættelse af overlæger, direkte i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen, den 1. maj 2003

Jens Kristian Gøtrik

/Karsten Bech


Radiologiske fagområder:

Sundhedsstyrelsen har foreløbig defineret 8 radiologiske fagområder:

 

Pædiatrisk Radiologi

(Link til dokumentet som Word-fil)

Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse

Pædiatrisk radiologi

Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)

Pædiatri (læren om børnesygdomme) er et anerkendt aldersbegrænset lægeligt speciale, der beskæftiger sig med sygdommes symptomer, forløb, behandling og prognose hos børn, dvs individer i vækst. Sygdomsmønsteret er pga barnets vækst helt forskelligt fra den voksnes, og sygdomsudredningen præges af barnets manglende eller ikke fuldt udviklede evne til at formulere sig og kooperere. Ved diagnostiske radiologiske undersøgelser kræver barnet også speciel hensyntagen. Der findes i Danmark ikke specielle børnehospitaler. Den pædiatriske radiologi er derfor altid integreret i en almen radiologisk afdeling.

På hospitaler med en Pædiatrisk afdeling er det nødvendigt med en eller flere radiologiske speciallæger med interesse for børneundersøgelser, og især specialviden i fortolkningen af undersøgelsesresultaterne.

En del radiologiske undersøgelser af børn foretages på hospitaler uden pædiatrisk afdeling. Det kræver, at radiologen er veluddannet for at opnå de bedste resultater af undersøgelsen. Pædiatrisk Radiologi er da også en væsentlig del af uddannelsen til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.

For at profilere delområdet Pædiatrisk Radiologi oprettede en gruppe danske speciallæger i Diagnostisk Radiologi med nu afdøde overlæge Mogens Egeblad (tidligere røntgenafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup) i spidsen i 1991 Dansk Forening for Pædiatrisk Radiologi.

Afgrænsning eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik, terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.

Speciallægen med fagområde Pædiatrisk Radiologi har som arbejdsopgaver ansvaret for:

  • planlægning af undersøgelsesforløb for børn.
  • den praktiske udførelse af undersøgelserne.
  • vurdering og beskrivelse af de foretagne undersøgelser.
  • Ved visse sygdomme tager den pædiatriske radiolog direkte del i behandlingen (fx ved ultralydsvejledt anlæggelse af dræn )
  • kommunikationen mellem røntgenafdeling og pædiatrisk afdeling
  • oplæring af yngre læger i praktisk pædiatrisk radiologi
  • udvikling og videnskabelig aktivitet
  • rådgivning af kollegaer på sygehuse uden pædiatrisk erfaring fx ved konference om udførte undersøgelser
Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning

En styrkelse af Pædiatrisk Radiologi ved udnævnelsen til fagområde vil være til stor gavn for det fremtidige samarbejde mellem pædiatri og radiologi. Det vil skabe øget fokus om emnet og højne kvaliteten af billeddiagnostiske undersøgelse hos børn.

Der findes en lang række lærebøger i pædiatrisk radiologi.

I Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer behandles Pædiatrisk Radiologi i et selvstændigt kapitel.

Organisatorisk og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion

Fagområdet Pædiatrisk Radiologi bør forefindes på enhver Billeddiagnostisk afdeling, der betjener et sygehus med en pædiatrisk afdeling, og det daglige ansvar for fagområdet varetages af en speciallæge i Diagnostisk Radiologi, der gennem sin uddannelse, kurser, videnskab og daglige praksis har udvist interesse for Pædiatrisk Radiologi.

Fagområdet har kun mening ved et intensivt samarbejde med en Pædiatrisk afdeling og dennes personale, først og fremmest speciallægerne i pædiatri.

Det er en fordel, at fagområdet er tilknyttet en almen radiologisk afdeling, da det giver adgang til avanceret, højtspecialiseret undersøgelsesudstyr. På radiologiske afdelinger med mange børneundersøgelser er det anbefalelsesværdigt med specielle børnerum bemandet med radiografer med speciel interesse for området.

Nødvendige samarbejdspartnere: Pædiatrisk selskabs medlemmer.

Specialer involveret i fagområdets funktion: Pædiatri og Radiologi.

Lægelig kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse

Speciallæge i Diagnostisk Radiologi, herunder 21 timers teoretisk kursus

kompetence: i pædiatrisk radiologi og opfyldelse af øvrige krav under hoveduddannelsen.

Dokumenteret national og international kursusaktivitet indenfor emnet.

Evt. supplerende erfaring i Pædiatri ved fx. 3 måneders ansættelse på en Pædiatrisk afdeling.

Internationale forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande

I mange af de lande vi til dagligt sammenligner os med i den vestlige verden incl. norden findes der børnehospitaler. De er oprettet fordi man er nødt til i det daglige arbejde med børnesygdomme til stadighed at have sig for øje, at der er specielle problemer for små individer i vækst. Disse hospitaler har også selvstændige radiologiske afdelinger og fx i USA kan man subspecialisere sig i faget Pædiatrisk Radiologi. I mange andre lande det allerede et anerkendt lægefagligt subspeciale under faget Radiologi.

Supplerende uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning

Henvises til supplerende fagområdebeskrivelse fra Dansk Forening for Pædiatrisk radiologi

Fagområdebeskrivelsen er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen

Dansk Forening for Pædiatrisk radiologi

Dansk Forening for Pædiatrisk radiologi fagområdebeskrivelse

(Link til dokumentet som Word-fil)

Fagområde: Pædiatrisk Radiologi

Baggrund: Pædiatri (læren om børnesygdomme) er et anerkendt aldersbegrænset lægeligt speciale, der beskæftiger sig med sygdommes symptomer, forløb, behandling og prognose hos børn, dvs individer i vækst. Sygdomsmønsteret er pga barnets vækst helt forskelligt fra den voksnes, og sygdomsudredningen præges af barnets manglende eller ikke fuldt udviklede evne til at formulere sig og kooperere.

Ved diagnostiske radiologiske undersøgelser kræver barnet også speciel hensyntagen. Der findes i Danmark ikke specielle børnehospitaler. Den pædiatriske radiologi er derfor altid integreret i en almen radiologisk afdeling.

På hospitaler med en Pædiatrisk afdeling er det nødvendigt med en eller flere radiologiske speciallæger med interesse for børneundersøgelser, og især specialviden i fortolkningen af undersøgelsesresultaterne.

En del radiologiske undersøgelser af børn foretages på hospitaler uden pædiatrisk afdeling. Det kræver, at radiologen er veluddannet for at opnå de bedste resultater af undersøgelsen. Pædiatrisk Radiologi er da også en væsentlig del af uddannelsen til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.

For at profilere delområdet Pædiatrisk Radiologi oprettede en gruppe danske speciallæger i Diagnostisk Radiologi med nu afdøde overlæge Mogens Egeblad (tidligere røntgenafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup) i spidsen i 1991 Dansk Forening for Pædiatrisk Radiologi.

Foreningen havde ved generalforsamlingen i april 2004 i alt 34 medlemmer. Foreningen er en delforening under Dansk Radiologisk Selskab med referenceramme hertil.

Dansk Forening for Pædiatrisk Radiologi er associeret med European Society of Pediatric Radiology. (ESPR)

Afgrænsning Fagområdet Pædiatrisk Radiologi bør forefindes på enhver

eller definition: Billeddiagnostisk afdeling, der betjener et sygehus med en pædiatrisk afdeling, og det daglige ansvar for fagområdet varetages af en speciallæge i Diagnostisk Radiologi, der gennem sin uddannelse, kurser, videnskab og daglige praksis har udvist interesse for Pædiatrisk Radiologi.

Fagområdet har kun mening ved et intensivt samarbejde med en Pædiatrisk afdeling og dennes personale, først og fremmest speciallægerne i pædiatri.

Speciallægen med fagområde Pædiatrisk Radiologi har som arbejdsopgaver ansvaret for:

  • planlægning af undersøgelsesforløb for børn.
  • den praktiske udførelse af undersøgelserne.
  • vurdering og beskrivelse af de foretagne undersøgelser.
  • Ved visse sygdomme tager den pædiatriske radiolog direkte del i behandlingen (fx ved ultralydsvejledt anlæggelse af dræn )
  • kommunikationen mellem røntgenafdeling og pædiatrisk afdeling
  • oplæring af yngre læger i praktisk pædiatrisk radiologi
  • udvikling og videnskabelig aktivitet
  • rådgivning af kollegaer på sygehuse uden pædiatrisk erfaring fx ved konference om udførte undersøgelser

Pga strålerisikoen ved røntgenundersøgelser, der er langt større hos individer i vækst, er det vigtigt med en endnu mere omhyggelig planlægning af de enkelte undersøgelser. Radiologen må også overveje om en ultralydsundersøgelse, der er hurtig, enkel og uden større krav til kooporation, er et diagnostisk alternativ. Ved mange undersøgelser kan man anvende Magnetisk resonans-scanning (MR) i stedet for røntgenundersøgelser, specielt erstatte CT-scanning med MR. Ved CT- og MR-scanning, der kræver, at barnet kan ligge helt stille, må man hos børn under 6 år oftest foretage undersøgelsen i universel anæstesi.

Fortolkningen af undersøgelsesresultaterne uanset modalitet kræver specialviden om organernes udvikling over tid såvel morfologisk som fysiologisk. Organernes udseende under modning og vækst kan fejltolkes som sygdom ved manglende viden herom, da organernes udseende på forskellige alderstrin kan have samme mønster som syge organer hos den voksne.

Begrundelse: En styrkelse af Pædiatrisk Radiologi ved udnævnelsen til fagområde vil være til stor gavn for det fremtidige samarbejde mellem pædiatri og radiologi. Det vil skabe øget fokus om emnet og højne kvaliteten af billeddiagnostiske undersøgelse hos børn.

Der er afsat i alt 21 timer til teoretisk A-kursus i uddannelsesforløbet til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.

Der afholdes hvert 6. år et to dages efteruddannelseskursus i Dansk Radiologisk Selskabs regi med emnet Pædiatrisk Radiologi.

En del af medlemmerne af Pædiatrisk forening er også medlem af den europæiske selskab, og hvert år er der deltagere fra Danmark til ESPR’s årligt tilbagevendende kongres, der forudgåes af et kursus på højt niveau.

Dansk Forening for Pædiatrisk Radiologi har i tilslutning til generalforsamlingen et årligt tilbagevendende videnskabeligt møde, hvortil medlemmerne af Dansk Pædiatrisk Selskab også inviteres. Der er via foreningen etableret et formelt samarbejde med Dansk Pædiatrisk Selskab.

Der findes en lang række lærebøger i pædiatrisk radiologi.

I Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer behandles Pædiatrisk Radiologi i et selvstændigt kapitel.

Organisatorisk Befolkningsgrundlaget: børn i Danmark.

og strukturel Niveau: Der findes ikke specialiserede børnehospitaler i

placering: Danmark ligesom i udlandet. Det er en fordel, at fagområdet er tilknyttet en almen radiologisk afdeling, da det giver adgang til avanceret, højtspecialiseret undersøgelsesudstyr. På radiologiske afdelinger med mange børneundersøgelser er det anbefalelsesværdigt med specielle børnerum bemandet med radiografer med speciel interesse for området.

Nødvendige samarbejdspartnere: Pædiatrisk selskabs medlemmer.

Specialer involveret i fagområdets funktion: Pædiatri og Radiologi.

Lægelig Speciallæge i Diagnostisk Radiologi, herunder 21 timers teoretisk kursus

kompetence: i pædiatrisk radiologi og opfyldelse af øvrige krav under hoveduddannelsen.

Dokumenteret national og international kursusaktivitet indenfor emnet.

Evt. supplerende erfaring i Pædiatri ved fx. 3 måneders ansættelse på en Pædiatrisk afdeling.

Internationale I mange af de lande vi til dagligt sammenligner os med i den

forhold: vestlige verden incl. norden findes der børnehospitaler. De er oprettet fordi man er nødt til i det daglige arbejde med børnesygdomme til stadighed at have sig for øje, at der er specielle problemer for små individer i vækst. Disse hospitaler har også selvstændige radiologiske afdelinger og fx i USA kan man subspecialisere sig i faget Pædiatrisk Radiologi. I mange andre lande det allerede et anerkendt lægefagligt subspeciale under faget Radiologi.

Referencer:

Pediatric radiologists: who we are and what we do. Goske MJ; Lebowitz RL, Lieber

M, Ablin D, Royal S; Pediatr Radiol (2000) 30:581-586.

New Horizons in Pediatric Radiology. Slovis TL; Radiology 2000; 216: 317-320

The Future of Pediatric Radiology. Friedenberg RM; Radiology 2000; 321-322

Pediatric Radiology at the Millennium Radiology. Forman HP, Traubici J, Covey

AM, Kamin DS, Leonidas JC, Sunshine JH; Radiology (2001) 220(1): 109-114

The Lure of Pediatric Radiology. Gunderman RB; Am. J. Roentgenol. (2001) 176

(6): 1371-1373

History of pediatric radiology in the United States and Canada: images and trends.

Griscom NT; Radiographics 15: 1399-1422

Trends in pediatric radiology in the United States. Griscom NT, Frye TA; Pediatr

Radiol (2000) 30: 804-809

Meeting ACGME requirements for a pediatric radiology training program. Babcock

DS; Pediatri Radiol (2002) 32: 545-548

The role of a child life specialist in a pediatric radiology department; McGee K;

Pediatr radiol (2003) 33: 467-474

Will it hurt? Patients’ experience of X-ray examinations: a pilot study. Chesson RA,

Good M, Hart CL; Pediatr Radiol (2002) 32: 67-73

ESPR 30 års jubilæumsbog

European guidelines strålehygiejne

ESPR Statutes (European Society of Paediatric Radiology (ESPR)

Dansk Forening for Pædiatrisk Radiologi, Vedtægter.

Referenceprogram, Dansk Radiologisk Selskab (revideret nov. 2002)

Speciallægeuddannelsen, Dansk Radiologisk selskab (april 2003)

 

På vegne af bestyrelsen for
Dansk Forening for Pædiatrisk radiologi
d. 3. maj 2004 Karin Kastberg og Karen-Lisbeth Dirksen

 

Onkoradiologi:

(Link til dokumentet som Word-fil)

Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse

Onkoradiologi

Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)

Onkoradiologi har så længe billeddiagnostik har været anvendt bestået af opsporing, detektering, stadieinddeling, opfølgning af behandling, detektering af recidiv, komplikationer til behandling og billedvejledte procedurer nødvendige for behandling hos ptt. med kræft.

Evaluering af behandlingsrespons var forskellig fra center til center, indtil WHO i 1979 etablerede et regelsæt for responsevaluering ved cancerbehandling. Efter erfaringer med WHO-kriterierne er responsevalueringer blevet yderligere opdateret med indførelsen af RECIST i 2000.

Stråleterapi er blevet sofistikeret og bygger nu tiltagende på billeddiagnostisk vejledning ved f.eks. stereotaktisk strålebehandling og IMRT (intensitive modulated radiotheraphy).

Billedvejledte procedurer ved cancer-behandling f.eks. ved anlæggelse af stent i kar, trachea, oesophagus, tarmafsnit, galdeveje, urinveje, RF-ablation og kemoembolisering er blevet essentielle. Denne udvikling, hvor ønsket om detaljeret viden omkring screening, stadieinddeling, behandlingsrespons-evaluering, billedvejledt stråleterapi og billedvejledte invasive procedurer ved cancerbehandling har medført et behov for radiologer med disse kompetencer, og der er etableret et internationalt selskab af onkoradiologer (ICIS) og desuden et nationalt selskab (Dansk Forening for Onkoradiologi, DSOR) med over 100 medlemmer.

Afgrænsning eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik, terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.

Onkoradiologi er et ansvarsområde, hvor alle tilgængelige billeddiagnostiske modaliteter anvendes mhp. opsporing, detektering, stadieinddeling og billedmæssig monitorering af behandlingen af kræft. Endvidere billedvejledt stråleterapi og billedvejledte invasive procedurer ved cancerbehandling.

Onkoradiologi har en stor berøringsflade med nuklerarmedicin, også et billeddannende speciale, især efter udviklingen af muligheden for fusion mellem forskellige modaliteter, f.eks. CT og PET.

Onkoradiologien har også stor berøringsflade med kliniske specialer som onkologi, både ved monitorering af onkologisk behandling, men også ved planlægning af billedvejledt stråleterapi og kirurgi med anlæggelse af stents, lokal behandling af tumorer (eks. RF-ablation), kemoembolisering af tumorer og embolisering af tumorblødninger.

Onkoradiologi er således et bredt ansvarsområde, der udføres i en eller anden grad på alle billeddiagnostiske afdelinger, men i særdeleshed på steder med onkologiske centre.

Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning

Onkoradiologi har bred berøringsflade med de organspecifikke billeddiagnostiske ansvarsområder. Imidlertid er en speciel viden omkring tumorbiologi, stadieinddelingssystemer, billedmæssig vurdering af effekten af kræftbehandling, billedvejledt stråleterapi, muligheden for fusion af billeddiagnostiske modaliteter, valg af bedste billeddiagnostiske modalitet, billedvejledt behandling af cancer, billedvejledt biopsitagning, palliativ billedvejledt anlæggelse af stents, billedvejledt embolisering af tumorblødning nødvendig.

Ansvarsområdet har berøringsflade med alle organspecifikke, billeddiagnostiske ansvarsområder, men en overordnet forståelse for billeddiagnostik ved kræft, der ikke er organspecifik, er nødvendig ved onkologiske centre.

Internationalt har alle store kræftcentre radiologer med nævnte kompetencer tilknyttet.

Organisatorisk og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion

En stor del af den initielle billeddiagnostik ved kræft som opsporing og detektering af kræft foregår på alle radiologiske afdelinger, medens kun billeddiagnostiske afdelinger på sygehuse, der varetager specifik onkologisk behandling (centre), varetager billedmæssig monitorering af kræftbehandling, billedvejledt stråleterapi, billedvejledt behandling af cancer og billedvejledt behandling af komplikationer til kræftbehandling.

Sådanne funktioner foregår i tæt samarbejde med onkologiske og kræftkirurgiske afdelinger.

Onkoradiologi bør derfor samles på billeddiagnostiske centre, hvor der er onkologiske centre.

Lægelig kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse

Speciallæge i radiologi og efterfølgende nærmere defineret videreuddannelse indenfor onkoradiologi.

DSOR foreslår, at videreuddannelsen kræver ansættelsesstilling i onkoradiologi som hovedområde i mindst 18 mdr. efter speciallægeanerkendelse på afdeling, der fagligt svarer til den ansøgte stilling.

Af onkoradiologen forventes:

  1. At kunne anvende den optimale modalitet ved en given onkoradiologisk problemstilling.
  2. Kunne TNM-stage enhver tumor.
  3. I detaljer kunne håndtere RECIST og WHO-kriterier.
  4. Indenfor onkoradiologien mestre konventionel røntgenteknik, UL, CT og MR.
  5. Mestre de billeddiagnostiske forandringer efter onkologisk behandling.
  6. Mestre invasive billedvejledte procedurer som biopsi, drænanlæggelse, nefrostomi og galdevejsaflastning, stentning, embolisering og kemoembolisering.
  7. Kunne håndtere billedvejledt stråleterapi og kunne vejlede onkologen i tegning af target volumen samt risikoområder.
  8. Mestre nuklearmedicinsk/PET informationer i relation til kræft og kunne fusionere modaliteter.

Ovenstående skal vægtes i henhold til det onkologiske center, onkoradiologen ansættes ved.

Supplerende ansættelse på onkologisk og nuklearmedicinsk afdeling vil være en fordel.

Internationale forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande

Internationalt er der tilknyttet onkologiske centre en onkoradiolog ligesom det er tilfældet på danske universitetssygehuse med onkologisk funktion. Onkoradiologi er internationalt organiseret i ICIS og nationalt i et delskab under DRS, DSOR med mere end 100 medlemmer.

Supplerende uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning

Ikke angivet

Fagområdebeskrivelsen er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen

Dansk Selskab for Onkologisk Radiologi

 

Uroradiologi:

(Link til dokumentet som Word-fil)

Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse

Uroradiologi

Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)

Det uroradiologiske fagområde opstod året efter iagttagelsen af røntgenstrålerne, og var i begyndelsen en del af urologien. Siden da er det blevet placeret i radiologien. Primært var det den konventionelle undersøgelse, og med adgangen til moderne kontraststoffer i 50-erne udvikledes uroradiologien. I 1972 etableredes et selskab for uroradiologi i USA, og i 1990 kom der et europæisk selskab i urogenital radiologi.

Uroradiologien er i dag den billeddiagnostiske partner til det nefrologiske, gynækologiske og urologiske speciale. Urogenitalradiologi omfatter både diagnostik og intervention under anvendelse af de billeddiagnostiske modaliteter.

Afgrænsning eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik, terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.

Det definitive uroradiologiske fagområde tager sig af diagnostik og intervention under vejledning af billeddiagnostik inden for nyrer- og urinveje, binyrer og genitalia Tilsvarende gælder den videnskabelige aktivitet.

Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning

De kliniske opgaver for en uroradiolog er diagnostik og intervention indenfor binyrer, nyrer, øvre urinveje, blære, urethra og genitalia. Fagområdet tager sig også af spørgsmål omkring radiologiske lægemidler, specielt deres renale farmakokinetik. Der er betydeligt behov for billeddiagnostisk support i en tid hvor der er multiple billeddiagnostiske muligheder både for så vidt angår modalitet (CT-skanning, ultralydskanning, konventionel røntgenundersøgelse og MR-skanning og de multiple muligheder indenfor den enkelte modalitet). Fagområdet hører til under det radiologiske speciale, og har sin berettigelse hvor der findes større urologiske, nefrologiske og gynækologiske afdelinger.

Organisatorisk og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion

Fagområdet hører under det radiologiske speciale, men er afhængig af tilstedeværelsen af de kliniske samarbejdspartnere. Fagområdet kræver et befolkningsgrundlag på mellem 300.000 og 600.000. Det kræver, at der er nefrologiske, urologiske og gynækologiske samarbejdspartnere/specialer " under samme tag", som selvstændige specialafdelinger.

Lægelig kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse

For at kunne videreuddanne sig i det uroradiologiske fagområde, skal man være speciallæge i diagnostisk radiologi. Videreuddannelse skal finde sted på et hospital der har fuld klinisk service i urologi, nefrologi incl. transplantation og gynækologi. Videreuddannelsen skal ske hvor der er radiologer med uroradiologi som fagområdet. Videreuddannelsesafdelingen må have adgang til alle de radiologiske modaliteter incl. ultralyd, CT- og MR. Ansættelsen ved en radiologisk afdeling der yder uroradiologiske service på højt niveau skal være mindst 2 år, og i den periode skal hovedparten af arbejdet være indenfor det uroradiologiske område. Der skal opnås kyndighed (50% af en erfaren indenfor de diagnostiske metoder, som er listet af det Europæiske Uroradiologiske Selskab (www.esur.org.). Den uddannelsessøgende skal deltage regelmæssigt i konferencer med de kliniske kolleger.

Internationale forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande

Intet sted i verden findes det uroradiologiske fagområde som et selvstændigt speciale. Det er alle steder en del af diagnostisk radiologi. I nogle lande omfatter det også den uroradiologiske del af nuklearmedicinen. I nogle lande varetages den uroradiologiske ultralyddiagnostik af de kliniske specialer, det drejer sig især om prostataskanning i urologien og dele af den gynækologiske skanning og hele den obstetriske skanning.

Det europæiske uroradiologiske selskab er anerkendt af den europæiske association af European Association of Uroradiology der blev stiftet i Danmark i 1990, som et fagområde. Specialisterne indenfor området er organiseret i dette selskab.

I nogen lande varetages den uroradiologiske ultralyddiagnostik af de kliniske specialer, det drejer sig især om prostataskanning i urologien og dele af den gynækologiske skanning og hele den obstetriske skanning.

Supplerende uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning

På europæisk plan er der vedtaget et krav til uddannelsen i lighed med hvad der gælder for de øvrige organbaserede fagområder indenfor radiologien. Det findes på www.esur.org. Og kan bruges som vejledning for de læger der søger uddannelse indenfor det uroradiologiske fagområde.

Fagområdebeskrivelsen er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen

Dansk Radiologisk Selskab

 

Mammaradiologi:

(Link til dokumentet som Word-fil)

Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse

Mammaradiologi

Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)

Mammaradiologi indbefatter al billeddiagnostik af mamma-området, inklusive diverse interventionelle metoder. Det første mammografiske billede blev taget i 1913 i Wien, men først i slutningen af 1950-erne blev film-screen problemet løst .Egan (USA) publicerer i 1960 de første lovende resultater. I 1963 blev det ved en stor national undersøgelse i USA vist, at Egans mammografiske teknik kunne bruges til at adskille benigne fra maligne tumores. Metoden blev desuden anerkendt til screening af asymptomatiske kvinder . Det første mammografiske billede i Danmark blev taget i Hjørring i 1959 og fra 1960-erne blev mammografi indført mere generelt i Danmark. De første mammografiske optagelser blev taget på industrirøntgenfilm, disse er siden udviklede, og har nu meget høj teknisk kvalitet. I løbet af 1980-erne kom ultralydsskanningen ind i området, og er nu en meget vigtig og helt nødvendig modalitet, ikke mindst i den interventionelle del. Den seneste modalitet er MR-skanning, som har vist høj kvalitet i selekterede grupper.

Mamma-teamet, med radiolog, kirurg, patolog og onkolog, er i dag den centrale gruppe i området. I det integrerede diagnostiske team har radiologen ansvaret for billeddiagnostikken, med verificering af diagnosen ved hjælp af nålebiopsier, og kortlægning af sygdommens udbredelse, inklusive de loco-regionale lymfeknudestationer.

Afgrænsning eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik, terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.

Diagnostikken bygger på mammografiundersøgelsen som basisundersøgelse, ultralydsskanningen som vigtigste supplement, og desuden MR-skanning af visse grupper. Nålebiopsier er en vigtig integreret del. Terapi findes i form af tømning af cyster, abscesser og andre ansamlinger.

Der skelnes i mammabilleddiagnostikken mellem mammografiscreening af kvinder uden symptomer fra mammae, hvor undersøgelsen alene indbefatter en standardiseret røntgenundersøgelse af brystet, og klinisk mammografi foretaget på grund af symptomer fra mammae eller på mistanke om okkult cancer. En klinisk mammografi vil indbefatte en klinisk undersøgelse, billeddiagnostik designet til problemstillingen og evt. nålebiopsi eller andre interventionelle procedurer.

Mammografi-screeningen har en sekundær forebyggende funktion, i det den kan fremskynde diagnosetidspunktet og medvirke til at forebygge udviklingen af fremskreden sygdom.

Kvalitetssikring af populationsbaseret, organiseret mammografiscreening er altafgørende for at opnå og vedligeholde en optimal kvalitet. De to danske organiserede screeningsprogrammer følger begge de omfattende EU-guidelines for mammografiscreening.

Såvel nationalt som internationalt er der en omfattende videnskabelig aktivitet indenfor især screeningsområdet.

Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning

Moderne mammabilleddiagnostik er en multidisciplinær funktion, som kræver at radiologen i det integrerede diagnostiske team ikke alene er trænet og erfaren i de billeddiagnostiske og tilknyttede invasive procedurer, men også har et indgående kendskab til mammapatologi, -kirurgi og – onkologi. Mammaradiologen vil i højere grad end i de øvrige billeddiagnostiske fagområder være involveret i patientforløbet.

Mammografiscreening er overvejende en radiologisk procedure med forløbsansvaret placeret hos radiologen. Særlig vægt skal lægges på den optimale balance mellem sensitivitet og specificitet. Mange læsioner er nonpalpable og prioriteten må - så vel i det symptomatiske regi som i screeningsregi - være at cancerdetektionsraten maksimeres samtidig med at antallet af unødige diagnostiske operative indgreb minimeres. Et indgående kendskab til såvel tekniske som epidemiologiske kvalitetskrav er en forudsætning for den ansvarshavende mammaradiolog.

Der foreligger udførlige guidelines for organiseret mammografiscreening, men også indenfor symptomatisk mammabilleddiagnostik er der publiceret europæiske guidelines.

Der er videnskabelig evidens for at tidlig diagnose og korrekt staging nedsætter morbiditeten og øger overlevelsen af mammacancer.

For at opnå den optimale udnyttelse af apparatur og for at opnå og vedligeholde den nødvendige erfaring er centralisering af mammabilleddiagnostik og - behandling hensigtsmæssig.

Organisatorisk og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion

Et mammacenter bør have et befolkningsgrundlag på minimum 300.000 indbyggere, og mindst 150 brystkræftoperationer per år. Mammateamet er tværfagligt, og det er optimalt, at radiologi, kirurgi og patologi findes på det samme sygehus. Disse forudsætninger taler også for at mammaområdet centraliseres.

Nødvendige samarbejdspartnere er: Mammakirurgisk afdeling, Patologisk Institut, og Onkologisk afdeling. Yderligere specialer er involveret i fagområdets funktion: Plastikkirurgisk

Afdeling, klinisk fysiologisk afdeling og praktiserende speciallæger.

Lægelig kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse

Mammaradiologen skal være speciallæge i diagnostisk radiologi og have erhvervet sig specifik uddannelse indenfor billeddiagnostik af mammae, herunder interventionelle procedurer . Et bredt kendskab til mammakirurgi, patologi og onkologi er nødvendig forudsætning for at kunne fungere i det integrerede diagnostiske team. Kundskab i kommunikation er essentiel. Uddannelsen i mammaradiologi må foregå på subspecialiserede mammabilledddiagnostiske afdelinger, hvor hele det mammabilledddiagnostiske spektrum er repræsenteret og det integrerede diagnostiske team etableret .Speciallægen må deltage i den tværfaglige kommunikation. Erfaring i mammografiscreening er ønskværdig. Fortløbende uddannelse med deltagelse i kongresser og kurser er nødvendig, ligesom en kontinuerlig opfølgning af relevant litteratur. Mammaradiologen skal have kendskab til European Guidelines.

Internationale forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande

I de fleste europæiske lande ses en tiltagende subspecialisering af mammaradiologi indenfor specialet diagnostisk radiologi. Organiseret, populationsbaseret mammografiscreening er indført enten nationalt eller regionalt i de fleste europæiske lande. I screeningsprogrammerne er mammaradiologen den ansvarshavende og subspecialisering en nødvendighed for at opnå og vedligeholde den nødvendige kompetence. Mammografiscreeningsprogrammerne er underlagt vedvarende og udførlig kvalitetssikrings-monitorering.

I den symptomatiske mammabilleddiagnostik er der europæiske guidelines fra bl.a. EUSOMA (The European Society of Mastology) og EUREF ( European Reference Organisation for Quality Assured Breast Screening and Diagnostic Services ). I disse anbefales centralisering af mammaradiologi og specifikke kriterier, herunder volumenkriterier, for hhv. "Diagnostic Units" og "Breast Assesment Centres" er opstillet. En subspecialisering er, som i mammografiscreeningen , en nødvendighed for at opfylde kriterierne.

Der er flere foreninger indenfor fagområdet. I Danmark findes DFRM, Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik, en forening under Dansk Radiologisk Selskab. I Europa findes EUSOBI, European Society Of Breast Imaging. og IBUS, International Breast Ultrasound School, som holder kurser og seminarier i forskellige lande. The Senologic International Society, er et tværdiciplinært selskab, ligesom EUSOMA, The European Society of Mastology.

Supplerende uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning

Ikke angivet

Fagområdebeskrivelsen er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen

Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik

 

Thoraxradiologi:

(Link til dokumentet som Word-fil)

Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse

Thoraxradiologi

Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)

Thoraxradiologien har traditionelt omhandlet røntgen af thorax, pulmonal angiografi og aortografier.

Diagnostiske modaliteter som CT, HRCT, CT pulmonal angiografi, CT aortografi, MR angiografi, nuklearmedicinske undersøgelser og PET-skanninger er blevet standard procedurer i den diagnostiske udredning.

Historisk hører koronar-angiografier, ballondilatation og stentning også til dette ansvarsområde, men er i DK stort set overtaget af kardiologer.

En række andre interventionelle tiltag som f.eks. anlæggelse af cava stent, art. pulmonalis-stent, lungebiopsier og pleuradrænager ligger i radiologisk regi.

Thoraxradiologi er i lighed med andre organspecifikke billeddiagnostiske ansvarsområder omfattet både af en generel del, som alle billeddiagnostiske afdelinger skal kunne håndtere, og de specielle ting, som foregår på centre med thoraxkirurgi, hjertekirurgi og lungemedicin.

Fagområdet er i i rivende udvikling indenfor interstitielle lungelidelser og KOL med anvendelse af CT og MR-teknikker, ved lungeemboli-sygdomme med CT pulmonal angiografi og CT-, MR-perfusionsundersøgelser.

Interventionelle procedurer med anlæggelse af f.eks. cava superior-stents, arteria pulmonalis-stents, aortastents, RF-ablation af tumor/metastaser, coiling af AV-fistler, lungebiopsier, anlæggelse af pleuradræn har gjort, at det thoraxradiologiske subspeciale, som har eksisteret i årtier, fortsat har sin berettigelse.

Afgrænsning eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik, terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.

Fagområdet dækker alle diagnostiske og billedvejledte terapeutiske procedurer ved sygdomme i pleura, lungeparenkym, cor, kar, mediastinum og thoraxvæg. Alle billeddiagnostiske modaliteter har hvert sit anvendelsesområde i thorax. Røntgen af thorax anvendes alle steder som første screening for thoraxsygdom. Sofistikerede CT eller HRCT samt funktionel CT og CT angiografi er lokaliseret til centre med thoraxkirurgi og lungemedicin, og det samme gælder sofistikerede MR-undersøgelser inkl. funktionelle og angiografiske.

Traditionelle pulmonale og aortaangiografier er afløst af CT og MR. Angiografiske procedurer persisterer mhp. terapi, dvs. anlæggelse af stente i vena cava, art. pulmonalis, koronararterier, aorta og embolisering af vaskulære malformationer. Desuden anvendes tiltagende billedvejledte biopsier og drænanlæggelse i pleura og perikardiet.

Nye tiltag som RF-ablation af lungetumorer/metastaser er under udvikling.

Fagområdet består således af en almen del, der kan varetages på alle billeddiagnostiske afdelinger, og en speciel del, der kun kan varetages af specialister tilknyttet centre, hvor der er lungemedicinsk og thoraxkirurgisk service.

Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning

Sygdomme i thorax er en hyppig lidelse og billeddiagnostisk en nødvendighed for sufficient behandling.

Sygdomsspektret er meget bredt, men inkluderer en række tilstande, hvor avancerede undersøgelser som HRCT, CT-angiografi, funktionel CT, funktionel MR og billedvejledt intervention er nødvendige. Sådanne discipliner ligger udover normal speciallægekompetence.

Organisatorisk og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion

Alle speciallæger i diagnostisk radiologi skal kunne vurdere almene thoraxproblemstillinger ved rtg. af thorax, UL, CT og MR.

En lang række sygdomme i thorax samles på centralt placerede lungemedicinske og thoraxkirurgiske afdelinger mhp. at varetage disse sjældne lidelser. For at dette kan effektueres fagligt fornuftigt er billeddiagnostisk specialviden en forudsætning.

Desuden vil en række af de komplicerede thoraxsygdomme indebære en billedvejledt behandling. Dette medfører et behov for specialuddannede radiologer til varetagelse af disse funktioner på thoraxrelaterede centre, dvs. universitetsafdelinger. Dette kræver en speciallæge i radiologi med efterfølgende nærmere defineret videreuddannelse indenfor thoraxradiologi.

Lægelig kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse

Videreuddannelsen kræver ansættelse i stilling med thoraxradiologi som hovedområde i min. 18 måneder efter speciallægeanerkendelsen på afdelinger, der fagligt svarer til ansøgte stilling.

Af thoraxradiologen forventes:

  1. Kan anvende den optimale billeddiagnostiske modalitet ved en given thoraxradiologisk problemstilling.
  2. Mestre konventionel radiologi, UL, CT og MR ved thoraxradiologiske problemstillinger.
  3. Mestre HRCT, specielt indenfor lungelidelser såsom interstitielle lidelser, KOL og small air way disease.
  4. Mestre CT/MR angiografi mhp. f.eks. aortaaneurisme/dissektion, ruptur og lungeemboli.
  5. Mestre billediagnostikken efter thoraxkirurgiske indgreb.
  6. Mestre thoraxtraumediagnostik.
  7. Mestre TNM-staging af lungecancer.
  8. Mestre invasive billedvejledte procedurer som biopsi og drænanlæggelse.
  9. Mestre nuklearmedicinsk/PET informationer i relation til thoraxproblemstillinger og kunne fusionere modaliteter
  10. Mestre tolkningen af lungefunktionsundersøgelser og anvende disse informationer i billeddiagnostikken.

Supplerende ansættelse på lungemedicinsk og thoraxkirurgisk afdeling er en fordel.

Internationale forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande

Internationalt er der tilknyttet thoraxradiolog ved centre, der huser lungemedicin og thoraxradiologi, ligesom det er tilfældet på danske universitetssygehuse med lands-/landsdelsfunktion i lungemedicin og thoraxkirurgi.

Thoraxradiologi er internationalt organiseret i et europæisk selskab (ESTI), amerikansk selskab (ATS) og et internationalt selskab etableres i år.

Supplerende uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning

Ikke angivet

Fagområdebeskrivelsen er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen

Dansk Radiologisk Selskab

 

Muskuloskeletal Radiologi:

(Link til dokumentet som Word-fil)

Fagområde: Muskuloskeletal Radiologi

Baggrund: Specialet Ortopædkirurgi blev i 1966 udskilt som selvstændigt speciale fra specialet Kirurgi. Det ortopædkirurgiske speciale beskæftiger sig med behandling af kongenitte ossøse malformationer, frakturer, degenerative ossøse forandringer, infektioner og følger deraf i knogler samt tumorer i knogler og bløddele. Det medicinske speciale Rheumatologi (specialet fysiurgi blev i 1983 nedlagt og blev en del af rheumatologien) varetager diagnostik og behandling af gigtlidelser samt rehabilitering af ortopædkirurgiske og neurologiske sygdomme.

Disse specialer har stort behov for radiologiske undersøgelser både mhp diagnose og behandlingsplanlægning samt behandlingskontrol. Der anvendes mange konventionelle røntgenundersøgelser, men der er tiltagende behov for ultralyd, CT og MR.

Muskuloskeletale undersøgelser udgør min. 40 % af en billeddiagnostisk afdelings produktion.

På grund af tiltagende avancerede behandlingsmetoder, og den tekniske udvikling både indenfor ortopædi, rheumatologi og radiologi, er der behov for radiologer med specialinteresse i og viden om muskuloskeletale sygdomme.

Dansk forening for Muskuloskeletal Radiologi blev oprettet i 1999 af en række speciallæger i diagnostisk radiologi med speciel interesse for eller egentlig subspecialisering i muskuloskeletalradiologi. Initiativtagerne til foreningen var overlægerne Niels Egund og Anne-Grethe Jurik, begge radiologisk afd. R, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.

Foreningen har i dag 57 medlemmer, og er aktiv i planlægning af kurser, samt i debat om bl.a. referenceprogrammer og udarbejdelse af procedurer indenfor muskuloskeletale procedurer til kvalitetshåndbøger.

Mange af foreningens medlemmer er også medlemmer af ESSR (det europæiske muskuloskeletale). Medlemmer af foreningen

deltager i ESSR´s kurser og møder. Overlæge Anne-Grete Jurik er medlem af ESSR´s Executive Committee.

Afgrænsning Fagområdet Muskuloskeletal Radiologi bør forefindes på

eller definition: enhver Billeddiagnostisk afdeling, der betjener et sygehus med et ortopædkirurgisk og/eller rheumatologisk patientgrundlag. Det daglige ansvar for fagområdet bør varetages af en speciallæge i Diagnostisk Radiologi, der gennem sin uddannelse, kurser, videnskab og daglige praksis har udvist interesse for muskuloskeletal radiologi.

Fagområdet har kun mening ved et intensivt samarbejde med de henvisende afdelinger.

Speciallægen med fagområde "Muskuloskeletal Radiologi" har som arbejdsopgaver:

  • ansvar for planlægning af undersøgelsesforløb
  • den praktiske udførelse
  • vurdering og beskrivelse af de foretagne undersøgelser
  • oplæring af yngre læger i praktisk muskuloskeletal radiologi
  • udvikling og videnskabelig aktivitet
  • kommunikation mellem billeddiagnostisk afdeling og de ovennævnte specialer

Speciallægen skal kunne rådgive i planlægning af undersøgelsesforløb, herunder hvornår en supplerende ultralyd-, CT- eller MR-scanning er den bedste løsning.

Begrundelse: En styrkelse af Muskuloskeletal radiologi ved udnævnelsen til fagområde vil være til stor gavn for det fremtidige samarbejde indenfor bevægeapparatets sygdomme.

Der findes en lang række lærebøger af høj kvalitet indenfor fagområdet, da det i mange andre lande allerede er et subspeciale.

Der er afsat i alt 30 timer til teoretisk A-kursus i uddannelsesforløbet til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.

Der afholdes hvert 6. år et to dages efteruddannelseskursus i Dansk Radiologisk Selskabs regi med emnet muskuloskeletal radiologi.

I Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer behandles muskuloskeletal radiologi i et selvstændigt kapitel.

Organisatoriskog strukturel placering : Muskuloskeletal Radiologi hører naturligt til i en billeddiagnostisk afdeling, da muskuloskeletale sygdomme kræver billeddiagnostik indenfor alle modaliteter. Det kræver en teknisk specialviden at kunne planlæge og vurdere specielt ultralyd, CT og MR.

Lægelig  kompetence: Speciallæge i Diagnostisk Radiologi, herunder 30 timers teoretisk kursus i muskuloskeletal radiologi og opfyldelse af øvrige krav under hoveduddannelsen.

Dokumenteret national og international kursusaktivitet indenfor emnet.

Internationale forhold:  Muskuloskeletal radiologi er et anerkendt subspeciale i mange af de lande vi sammenligner os med. Der arbejdes i ESSR med forslag til en eksamen indenfor subspecialet.

Referencer: Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer. ESSR: Målbeskrivelser udformet af DRS til speciallægeuddannelsen i Diagnostisk radiologi.

 

Vedtaget på generalforsamlingen i Dansk forening for Muskuloskeletal Radiologi d. 20. april 2004.
Formand overlæge Trine Torfing
Billeddiagnostisk afd.
Odense Universitetshospital
 
 

Fagområdet Neuroradiologi

(Link til dokumentet som Word-fil)

Neuroradiologi er et klinisk fagområde under specialet diagnostisk radiologi, som befatter sig med diagnose og behandling af sygdomme i centralnervesystemet, hoved, hals og rygrad. Anvendte diagnostiske modaliteter er følgende: konventionel røntgenundersøgelse inkl. CT, angiografi og myelografi samt MR og ultralyd. Neuroradiologi praktiseres på danske universitetshospitaler i selvstændige afdelinger eller afsnit, i tæt samarbejde med andre kliniske specialer som neurokirurgi, neurologi og øjen-øre-næse-hals-sygdomme samt rygortopædi og klinisk fysiologi og nuklearmedicin. Neuroradiologien omfatter både diagnostik og interventionel behandling (f.eks. intravaskulær coiling og stentning samt vertebroplastik).

Forskningsområderne i neuroradiologi omfatter studier af sygdomme i centralnervesystemet og i organerne på hoved og hals, men også studier af normale fænomener i hjernen med non-invasive metoder som f.eks. functional MRI. Neuroradiologisk forskning er koncentret om intervention og MR.

Neuroradiologien opstod i Sverige og andre steder i skandinavien i 1930’erne. Europæisk Neuroradiologisk Selskab (ESNR) blev stiftet i 1972 og Dansk Neuroradiologisk Selskab i 1991. Selskabet afholder årlige kurser i neuroradiologiske emner for landets radiologer.

Uddannelsen i fagområdet neuroradiologi har siden 1976 omfattet den almene uddannelse i diagnostisk radiolgi (som kræver dansk B-autorisation og turnusuddannelse samt 1 års introduktionsstilling på radiologisk afdeling, efterfulgt af 4 års radiologisk hoveduddannelse) samt supplerende 2 års ansættelse på neuroradiologisk afdeling eller afsnit, heraf det sidste år efter opnået speciallæge-anerkendelse. Hoveduddannelsen i diagnostisk radiologi indbefatter som minimum ¼ års uddannelse på neuroradiologisk afdeling/afsnit.

Godkendt på Dansk Neuroradiologisk Selskabs generalforsamling 04.03.05.

 

Fagområdet Interventionel Radiologi

(Link til dokumentet som Word-fil)

Baggrund

I 1953 introducerer SE Seldinger den guidewire baserede perkutane teknik, som benyttes i dag. Perkutan transluminal angioplastik (PTA) blev første gang udført i Januar 1964 med et coaxialt system. Først i 1974 benyttedes en katetermonteret ballon til dilatation af perifere arterielle stenoser, og i 1985 udvikledes de første stents til placering i kar. Herefter er produkterne blevet mere raffinerede, og i takt hermed er også anvendelsesområderne udvidet. I 1990’erne er eksempelvis PTA af a Iliaca blevet en accepteret "first choice" behandling, og siden er også andre områder kommet til. Parallelt med udviklingen inden for det vaskulære har den perkutane teknik fundet anvendelse inden for andre organområder så som lever-galdeveje og urinveje, og er i lighed med den karkirurgiske blevet en accepteret diagnostisk og terapeutisk del af de pågældende specialer. Interventionel radiologi (IR) er forsat inde i en rivende udvikling og kaldes for "det 21. århundredes kirurgi" i internationale kredse.

Cardiovascular and Interventional Radiological Society of Europe (CIRSE) har i dag over 1400 medlemmer.

Dansk Forening for Interventionel Radiologi (DFIR) blev stiftet i 1998 og har i dag over 60 medlemmer.

Afgrænsning af området

IR er en disciplin, hvor en billeddannende modalitet (konventionelt røntgenudstyr, CT,ultralyd, MR) indgår som en uundværlig del af (diagnostik) palliation eller behandling, som udføres af en specialtrænet radiolog på en billeddiagnostisk afdeling. IR har en stor klinisk berøringsflade, især inden for følgende specialer: karkirurgi,thoraxkirurgi, gastroenterologisk kirurgi, urologi, hepatologi, nefrologi og onkologi. Neuroradiologer og kardiologer varetager de fleste steder interventionelle procedurer inden for henholdsvis centralnervesystemet og hjertet. IR udføres i mindre omfang på alle billeddiagnostiske afdelinger, men mere avancerede procedurer udføres kun i få centre på landsplan.

Begrundelse

IR er karakteriseret ved at være miniinvasiv og er derfor i mange tilfælde et attraktivt alternativ til kirurgiske indgreb. Eksempelvis varetager IR i dag ca. 30-40% af den karkirurgiske aktivitet på landsplan.

I lyset af de mangeartede indgreb er det ikke muligt at udvælge repræsentative videnskabelige arbejder til dokumentation af fagområdets eksistensberettigelse.

Organisatorisk og strukturel placering

Da interventionsprocedurerne bl.a. foregår vha. røntgengennemlysning, er det en naturlig del af en radiologisk afdeling. Hvilke procedurer, der foretages på de enkelte centre, er afhængig af, hvilke specialeenheder der er tilstede på det pågældende sygehus. Generelt må det være et krav, at et givet speciale er repræsenteret på et sygehus, hvor en given procedure skal udføres. Komplikationer skal kunne behandles på stedet. Ligeledes må det være et krav, at en given procedure optræder med en sådan frekvens, at den pågældende IR-enhed kan opnå rutine. Dette indebærer, at IR bør samles på billeddiagnostiske centre, hvor den nødvendige ekspertise er tilstede og ikke spredes ud på de kliniske afdelinger.

Lægelig kompetence

Speciallæge i radiologi og efterfølgende nærmere defineret videreuddannelse inden for IR, idet der stilles specifikke krav til både den faglige, men i høj grad også til den tekniske/håndværksmæssige kunnen.

I speciallægeuddannelsen forventes det, at man

  • behersker de forskellige billeddiagnostiske modaliteter
  • behersker de basale punkturteknikker inden for diverse modaliteter
  • kan udføre og fortolke simple diagnostiske procedurer med henblik på intervention.

DFIR foreslår et års varende videreuddannelse med ansættelse på en IR-enhed, hvor der opnås rutine i de basale færdigheder, hvis IR-enheden er alment organrelateret. Alternativt et års ansættelse på en specifikt organrelateret IR-enhed, hvor erfaring med mere specielle teknikker erhverves. I begge tilfælde føres der logbog.

Ophold, evt. fokuserede, på relevante kliniske afdelinger vil ligeledes være meriterende.

I øvrigt henvises til CIRSE’s rekommandationer (www.cirse.org).

Internationale forhold

I udlandet fungerer IR som selvstændige enheder i større radiologiske centre, ligesom tilfældet er på de danske universitetssygehuse. De kan være mere eller mindre organspecifikke afhængig af de kliniske specialers repræsentation.

IR er organiseret i selvstændige selskaber verden over. De to største selskaber er dels det Europæiske CIRSE og det Amerikanske: Society of Interventional Radiology (SIR). Der arbejdes i øjeblikket på at danne et stort internationalt selskab for IR. Samtidig er tendensen, på grund af en betydelig udvikling inden for området, dannelse af mere organspecifikke underselskaber med et tværfagligt præg.