|
Hvordan
bliver man speciallæge i diagnostisk radiologi
Samlet
uddannelsesvarighed ud over turnus: 60 måneder, heraf 48 måneders hoveduddannelse.
Generelt
er uddannelsen bygget op ligesom turnusuddannelsen med uddannelsesprogrammer,
logbøger, evalueringer, introduktionssamtaler, justeringssamtaler og slutevalueringssamtaler.
Der er 7 roller, der skal bedømmes. Det er udover den medicinske ekspert
også funktioner eller evner indenfor samarbejde, kommunikation, ledelse/administration,
sundhedsfremmer, akademiker og som professionel.
Det
er kun stillinger med stillingsnumre, der tæller med i uddannelsen, når
der ses bort fra supplerende ansættelser, der kan bruges til yderligere
kvalificering ved ansøgning til hoveduddannelsen. Alle stillinger med
stillingsnumre skal besættes efter opslag.
Uddannelsen
i Diagnostisk Radiologi er bygget op af to moduler. Først skal den uddannelsessøgende
have gennemført en introduktionsstilling. Den varer 12 måneder og slås
op og besættes af de enkelte afdelinger. For at kunne søge en 4-årig hoveduddannelsesblok
skal introduktionsstillingen være godkendt med et såkaldt CS-bilag der
underskrives ved slutevalueringssamtalen.
Hoveduddannelsesblokkene
bliver som regel slået op 2 gange om året. Man kan kun søge hoveduddannelsesstilling
i en bestemt periode, og stillingerne skal søges på et bestemt skema.
Stillingerne bliver slået op på www.laegejob.dk,
hvorfra også ansøgningsskemaerne kan down-loades. Man kan søge alle de
opslåede stillinger i prioriteret rækkefølge, men man skal kun prioritere
stillinger, man gerne vil have. Hvis man trækker sin ansøgning tilbage
kan det betyde, at en attraktiv stilling, som en anden gerne ville have
haft, kommer til at stå ubesat.
Stillingerne
bliver besat efter en individuel bedømmelse i et landsdækkende vurderingsudvalg,
hvor de enkelte ansøgeres kompetencer bliver vurderet efter et pointsystem.
Kriterierne for tildeling af point fremgår af "supplerende kriterier
ved vurdering af yngre læger til ansættelse i undervisningsstilling".
Vurderingsudvalgets pointansættelse og evt. kommentarer viderebringes
til de regionale ansættelsesudvalg. Ved vurdering i disse udvalg gælder
generelt at ansøgeren med flest point har førstevalg til de søgte stillinger
med mindre der er andre faktorer, der taler imod dette. Uddannelsesprogrammerne
for både introduktionsstillinger og hoveduddannelsesstillinger udfærdiges
efter sammen princip indenfor de tre regioner og vil blive offentliggjort,
når de er godkendt af de regionale råd. Stillinger kan ikke slås op uden
et tilhørende uddannelsesprogram. Som radiolog er minimumskompetencerne
angivet i målbeskrivelserne, som også oplyser, hvordan kompetencerne kræves
evalueret. Målbeskrivelsen for diagnostisk radiologi er skrevet af Dansk
Radiologisk Selskab, og kan down-loades på www.drs.dk.
Det vil sige, at alle speciallæger i Danmark skal kunne de ting, som kræves
uanset hvilken region, man er uddannet i. Varigheden og den tidsmæssige
placering af opholdene på universitetsafdelingerne og udenfor universitetsafdelingerne
vil derimod ikke blive ensartet i de tre regioner. Hvordan uddannelsen
er planlagt i en region, skal fremgå af uddannelsesprogrammerne. Den måde
man skal tilegne sig viden på, vil være bestemt af holdningen på den enkelte
afdeling og vil derfor heller ikke nødvendigvis være ensartet hverken
mellem regionerne eller de enkelte afdelinger indenfor regionerne. For
at finde den region og de afdelinger, man selv finder mest attraktive,
vil det derfor være en stor fordel at læse tilgængelige præsentationer
og eventuelt kontakte afdelingerne for yderligere information. Man bruger
5 år på at blive speciallæge, og det vil være bedst at få ansættelse steder,
hvor man føler sig godt tilpas
Uddannelsesreglerne
for Diagnostisk Radiologi findes i :
Bekendtgørelse
om uddannelse af speciallæger
I henhold til § 3, stk. 2, § 4, stk. 1
og § 4b, stk. 2, i lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse
nr. 272 af 19. april 2001 (Lægeloven), og efter bemyndigelse fra Indenrigs-
og sundhedsministeren i henhold til § 3, stk. 2 i bekendtgørelse
nr. 608 af 24. juni 2003 om speciallæger, fastsætter Sundhedsstyrelsen
følgende bestemmelser om uddannelse af speciallæger:
Kapitel 1
Uddannelsen
§ 1. Speciallægeuddannelsen er en formaliseret
lægelig videreuddannelse på videnskabeligt grundlag. Uddannelsen indebærer
opnåelse af praktisk og teoretisk kompetence på speciallægeniveau inden
for det enkelte lægelige speciale.
§ 2.
Sundhedsstyrelsen godkender målbeskrivelser for de lægelige specialer.
Målbeskrivelserne angiver de teoretiske og praktisk-kliniske kompetencer,
som kræves for at opnå tilladelse til at betegne sig som speciallæge i
det enkelte speciale.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen meddeler tilladelse til at betegne sig som speciallæge
til læger der har dokumenteret erhvervelse af de kompetencer der er angivet
i specialets målbeskrivelse, i forud godkendte uddannelsesforløb.
§ 3.
De regionale råd for lægers videreuddannelse godkender uddannelsesprogrammer
som beskriver, hvorledes de kompetencer der er anført i specialernes målbeskrivelser
kan opnås i konkrete uddannelsesforløb og varetager den praktiske tilrettelæggelse
af disse forløb.
Stk. 2.
Inden for de af Sundhedsstyrelsen udmeldte rammer for dimensioneringen
godkender de regionale råd for lægers videreuddannelse introduktions-
og hoveduddannelsesforløb på baggrund af faglig indstilling.
Stk. 3.
De regionale råd for lægers videreuddannelse godkender den uddannelsessøgende
læges gennemførte uddannelsesforløb på baggrund af uddannelsesprogrammerne
anført i stk. 1.
Stk.
4. Inden for specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen
retningslinier for godkendelse af uddannelsesprogrammer samt retningslinier
for den praktiske tilrettelæggelse.
§ 4.
Ansættelsesstedet og den uddannelsessøgende læge udarbejder inden
for rammerne fastsat i uddannelsesprogrammet, en individuel uddannelsesplan
der beskriver forventninger til kompetenceudvikling for den enkelte læge,
og hvorledes denne kompetenceudvikling forventes at finde sted.
§ 5.
Den praktisk-kliniske uddannelse skal finde sted under ansættelse
på sygehusafdelinger, i speciallægepraksis, hos alment praktiserende læge
eller på anden institution med lægeligt eller lægevidenskabeligt arbejdsområde
i forud godkendte forløb.
Stk. 2.
Det påhviler de uddannelsesgivende institutioner at sikre rammerne
for den nødvendige progression i kompetenceudviklingen og stigende selvstændighed
i opgavevaretagelsen under ansættelsen.
§ 6.
Sundhedsstyrelsen fastsætter krav til dokumentation for godkendelse
af gennemførte uddannelsesforløb, herunder for anvendelse af logbog.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier for evaluering af den
enkelte uddannelsessøgende og af uddannelsessteder, herunder for uddannelsessteders
deltagelse i inspektorordningen.
§ 7.
Første del af den lægelige videreuddannelse udgøres af en turnusuddannelse
af 18 måneders varighed. Ingen ansættelse forud for turnusuddannelsen
kan indgå i den efterfølgende lægelige videreuddannelse til speciallæge.
Stk. 2.
Opnået tilladelse til selvstændigt virke som læge er en forudsætning
for godkendelse af gennemført introduktionsforløb.
§ 8.
Den praktisk-kliniske uddannelse skal gennemføres i godkendte forløb
i bestemt rækkefølge:
1)
Introduktionsuddannelse i specialet af 12 måneders varighed. For almen
medicin dog 6 måneder.
2)
Hoveduddannelse i specialet med en varighed som beskrevet i bilag 1.
Stk. 2.
I hoveduddannelsen i sygehusspecialer skal som hovedregel indgå ansættelse
på såvel afdeling med basisfunktion som afdeling med højt specialiseret
funktion. I specialer hvor en væsentlig del af patientvaretagelsen sker
i speciallægepraksis indgår tillige speciallægepraksis i hoveduddannelsen.
Stk. 3.
Hoveduddannelse skal indeholde ansættelse på mindst to ansættelsessteder
inden for specialet, hver af mindst 12 måneders varighed.
§ 9.
Hoveduddannelsen i et speciale skal være påbegyndt senest 6 år efter
gennemførelse af godkendt introduktionsforløb.
§ 10.
I den lægelige videreuddannelse til speciallæge indgår et teoretisk
uddannelsesprogram bestående af tværfaglige kurser, specialespecifikke
kurser og et forskningstræningsmodul. Det teoretiske uddannelsesprogram
for de tværfaglige og specialespecifikke kurser godkendes af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for gennemførelse
af det teoretiske uddannelsesprogram, herunder krav til evaluering af
kursusdeltagelse.
Kapitel
2
Ansættelse
§ 11.
Ansættelse i introduktionsforløb og hoveduddannelsesforløb sker efter
opslag.
Stk. 2.
Hoveduddannelsesforløb opslås som kontinuerlige ansættelser der dækker
den samlede hoveduddannelse i specialet.
Stk. 3.
Uddannelsesforløb skal være godkendt forud for opslag.
Stk. 4.
Ansættelsesvarigheden på de enkelte uddannelsessteder, der ifølge
uddannelsesprogrammet indgår i et introduktions- eller hoveduddannelsesforløb,
skal som hovedregel være af mindst 6 måneders varighed. Undtaget herfra
er ansættelsesforhold hvor særlige målbeskrevne kompetencer kan opnås
på kortere tid.
§ 12.
Ansættelse sker normalt som heltidsansættelse.
Stk. 2.
Ansættelse på deltid, eller skiftevis på fuldtid og deltid, kan undtagelsesvis
godkendes af ansættelsesstedet. Deltidsansættelse skal sædvanligvis udgøre
mindst halvdelen af arbejdstiden i fuldtidsansættelse og indebære deltagelse
i samtlige typer af lægelige aktiviteter som ville forekomme ved en fuldtidsansættelse.
Uddannelsestiden forlænges som udgangspunkt forholdsmæssigt således at
den samlede uddannelsestid svarer til den der kræves i fuldtidsansættelse.
Stk.
3. Ansøgning herom sendes via det regionale råd for lægers videreuddannelse
med en faglig indstilling til orientering.
Stk. 4.
For specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier
for godkendelse af deltidsansættelser.
§ 13.
Ved fravær - bortset fra ferie i henhold til ferieloven og overenskomst
- svarende til mere end 10 pct. af den fastsatte varighed for en given
del af den kliniske uddannelse, forlænges uddannelsestiden tilsvarende.
Ved fravær forstås i denne bekendtgørelse korterevarende fraværsperioder
på grund af sygdom, graviditet, barsel, adoption eller andre særlige grunde.
Stk. 2.
Forlængelse af ansættelsen eller erstatningsansættelse skal være af
mindst samme varighed som det udløsende fravær. Erstatningsansættelse
godkendes af det regionale råd for lægers videreuddannelse forud for ansættelsen.
Stk. 3.
For specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier
for godkendelse af erstatningsansættelser.
§ 14.
Såfremt en uddannelsessøgende læge som led i et godkendt uddannelsesforløb
i et speciale opnår kompetencer, der dækker kravene i et andet speciales
målbeskrivelse, vil lægen ved skift til dette speciale kunne forkorte
hoveduddannelsen i det nye speciale forholdsvis. Omfanget af denne forkortelse
af hoveduddannelsesforløbet fastlægges af Sundhedsstyrelsen på baggrund
af dokumentation for de erhvervede kompetencer. Ansøgning herom sendes
via det regionale råd for lægers videreuddannelse med en faglig indstilling.
Stk. 2.
Såfremt en uddannelsessøgende læge under ansættelse i udlandet opnår kompetencer,
der delvis dækker kravene i et speciales målbeskrivelse, kan lægen under
uddannelse i dette speciale forkorte uddannelsen i specialet forholdsvis.
Omfanget af denne forkortelse af uddannelsesforløbet fastlægges af Sundhedsstyrelsen
på baggrund af dokumentation for de erhvervede kompetencer. Ansøgning
herom sendes via det regionale råd for lægers videreuddannelse med en
faglig indstilling.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen kan give forhåndsgodkendelse af ansættelse i udlandet.
Ansøgning herom sendes via de regionale råd for lægers videreuddannelse.
Stk. 4.
For specialet almen medicin fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier
for ansøgningsproceduren.
Kapitel
3
Etablering
af godkendte introduktions- og hoveduddannelsesforløb
§ 15.
Sundhedsstyrelsen fastsætter én gang årligt rammer for dimensionering
af introduktions- og hoveduddannelsesforløb i hver enkelt region og for
hvert enkelt speciale.
Stk.
2. Sundhedsstyrelsen fastlægger retningslinier for dokumentation og
godkendelse af gennemførte uddannelsesforløb.
Kapitel
4
Dispensation
§ 16.
Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra uddannelsesbestemmelserne.
Stk. 2.
Ansøgning om dispensation skal som udgangspunkt sendes via de regionale
råd for lægers videreuddannelse. For specialet almen medicin fastsætter
Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier for ansøgningsproceduren.
Kapitel
5
Ikrafttrædelse
og overgangsbestemmelser
§ 17.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.
Stk. 2.
Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 654 af 3. juli 1996 om uddannelse
af speciallæger ophæves, dog således at uddannelsessøgende læger, der
har gennemført eller har påbegyndt uddannelseselementer omfattet af hoveduddannelsen
i anførte bekendtgørelse, kan færdiggøre uddannelsen efter bestemmelser
i nævnte bekendtgørelse.
Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen kan ud over de i stk. 2 nævnte bestemmelser
fastsætte overgangsbestemmelser i medfør af denne bekendtgørelse.
Sundhedsstyrelsen,
den 10. juli 2003
Jens
Kristian Gøtrik
Uddannelsen
skal findes sted i klassificerede stillinger i henhold til:
Sundhedsstyrelsens
Enkeltstillingsklassifikation 1997
Enkeltstillingsklassifikation
i Diagnostisk radiologi pr. 1 januar 1998
| Region
Øst |
Intro |
Undervis |
Sideudd |
1.res.læge |
| RH.
BILLED OG M.C.AFD.X, |
1 |
5 |
|
2 |
| BISPEBJERG
HOSP. RØNTGENAFD. |
2 |
5 |
|
3 |
| BISPEBJERG
HOSP. ORTOPÆDKIR. AFD.M |
|
|
1 |
|
| FREDERIKSBERG
H. RØNTGENAFD. |
1 |
|
|
1 |
| HVIDOVRE
HOSP. RØNTGENAFD. |
1 |
3 |
|
2 |
| GENTOFTE,
KAS RØNTGENAFD. |
3 |
3 |
|
1 |
| GENTOFTE,
KAS KIR.AFD.D |
|
|
1 |
|
| GENTOFTE,
KAS ORTOPÆDKIR.AFD.T |
|
|
1 |
|
| GLOSTRUP,
KAS RØNTGENAFD. |
2 |
4 |
|
2 |
| HERLEV,
KAS RØNTGENAFD.X |
2 |
3 |
|
2 |
| HILLERØD
SGH. BILLEDDIAGN.AFD. |
1 |
|
|
2 |
| ROSKILDE,
KAS. RØNTGEN AFD. |
2 |
|
|
2 |
| KØGE,
RASK RØNTGENAFD. |
1 |
|
|
1 |
| KØGE,
RASK ORTOPÆDKIR.AFD. |
|
|
1 |
|
| HOLBÆK,C.SGH.
RØNTGENAFD. |
1 |
|
|
1 |
| SLAGELSE
C.SGH. RØNTGENAFD. |
1 |
|
|
1 |
| SLAGELSE
C.SGH. ORTOPÆDKIR.AFD. |
|
|
1 |
|
| NÆSTVED,
C SGH. RADIOLOGISK AFD. |
2 |
|
|
1 |
| NÆSTVED,
C SGH. PARENKYMKIR. AFD. |
|
|
1 |
|
| NYK.
F. C.SGH. RADIOLOGISK AFD. |
|
|
|
1 |
| I
ALT Region øst |
20 |
23 |
6 |
22 |
| Region
syd |
Intro |
Undervis |
Sideudd |
1.res.læge |
| ODENSE
UNI.HOSP. RØNTGENDIAG. AFD. |
2 |
8 |
|
3 |
| MIDDELFART
SGH. PARENKYMKIR. AFD. |
|
|
1 |
|
| SØNDERBORG
S. RØNTGENAFD. |
2 |
|
|
2 |
| HADERSLEV
SGH. RØNTGENDIAG. AFD. |
1 |
|
|
|
| ESBJERG
C.SGH. RADIOLOGISK AFD. |
2 |
|
|
2 |
| ESBJERG
C.SGH. PARENKYMKIR. AFD. |
|
|
1 |
|
| VEJLE
SGH. RØNTGENAFD. |
1 |
|
|
1 |
| I
ALT Region syd |
8 |
8 |
2 |
8 |
| Region
nord |
Intro |
Undervis |
Sideudd |
1.res.læge |
| HOLSTEBRO
C.SGH. RØNTGENAFD. |
2 |
|
|
2 |
| HERNING
C.SGH. RØNTGEN AFD. |
1 |
|
|
1 |
| HERNING
C.SGH. PARENKYMKIR.AFD.A |
|
|
½ |
|
| ÅRHUS
KOM.HOSP. NEURORADIOL. AFD.P |
|
2 |
|
2 |
| ÅRHUS
KOM.HOSP. RØNTGENDIAGN.AFD. R |
|
3 |
|
2½ |
| ÅRHUS
AMTSSGH. RADIOLOGISK AFD. |
2 |
2 |
|
1 |
| RANDERS
C.SGH. RØNTGENDIAG. AFD.D |
2 |
|
|
1 |
| SKEJBY
SGH. RØNTGENDIAGN.AFD. |
|
2 |
|
2 |
| SKEJBY
SGH. THORAX/KAR KIR. .AFD. |
|
|
1 |
|
| VIBORG
SGH. RØNTGENAFD. |
2 |
|
|
1 |
| AALBORG
SGH. RØNTGENDIAG. AFD. |
4 |
8 |
|
4 |
| HJØRR-BRØND.SGH.
RØNTGEND.AFD. |
2 |
|
|
1 |
| I
ALT Region nord |
15 |
17 |
1,5 |
17,5 |
| I
ALT DIAGNOSTISK RADIOLOGI |
43 |
48 |
9,5 |
47,5 |
Supplerende
kriterier ved vurderingen af yngre læger til ansættelse i undervisningsstilling
Sundhedsstyrelsen
7. kontor d. 2. august 1999. Ugeskrift for læger 161/37 d. 13. september
1999 s. 5269-72.
1. kriterie:
Klinisk uddannelse
efter turnusuddannelsen udover bekendtgørelsens krav for det pågældende
speciale. Ansættelserne skal være ved afdelinger uden for det pågældende
speciale. For hvert speciale kan opstilles en specifik liste over hvilke
specialer, der kan kvalificere til point.
1 point for
ansættelse af min. 6 måneders længde. Max. 2 point.
Specialeselskabet
opstiller liste over hvilke ansættelser/specialer, der kan kvalificere.
Intet krav
om at ansættelser under 1. kriterie skal være i klassificerede stillinger.
2 x 3 måneders
ansættelse i sammenhæng i samme afdeling tæller som 6 måneder.
2 x 6 måneders
ansættelse i samme afdeling kan tælle 2 point.
Specialer,
der indgår i den obligatoriske uddannelse (f.eks. under Supplerende
uddannelse) kan også tælle under 1. kriterie (men ikke den konkrete
ansættelse, der indgår i henhold til uddannelsesbekendtgørelsens krav).
2. kriterie:
Klinisk uddannelse
efter turnusuddannelsen udover bekendtgørelsens krav for det pågældende
speciale. Ansættelserne skal være ved afdelinger i det pågældende speciale.
1 point for
ansættelse af min. 6 måneders længde. Max. 2 point.
Intet krav om at ansættelserne under 2.kriterie skal
være i klassificerede stillinger.
Ansættelse i grund- eller grenspeciale er tællende.
Kun et af de to point kan opnås ved ansættelse i den
afdeling, hvor introduktionsuddannelsen har fundet sted. I specialer
med betydelig geografisk afstand mellem afdelingerne, kan vurderingsudvalget
dispensere fra dette punkt, så 2 point kan opnås ved samlet 12 måneders
ansættelse ved den afdeling, hvor introduktionsstillingen gennemføres.
2 x 3 måneders ansættelse i sammenhæng i samme afdeling
tæller som 6 måneder.
2 x 6 måneders ansættelse i samme afdeling kan tælle
2 point. (ansættelse på introduktionsafdeling dog undtaget, jf. punkt
3).
3. kriterie:
Teoretisk
uddannelse. Relevante kurser vedrørende pågældende speciale, arrangeret
af f. ex. Videnskabeligt selskab, højere læreanstalt, DADL eller lignende.
Kurserne
kan ikke samtidig give point som delelement i afsluttet uddannelse som
f.eks. ph.d.
1
point for 40 timers kursus. Max. 1 point.
Specialeselskabet
kan opstille en liste over de kurser, der er tællende.
Såfremt
specialeselskabet ikke udgiver en liste over kurser, der kvalificerer
under 2. kriterie, foretager vurderingsudvalget en konkret vurdering.
Kravet
om 40 timers kursusvarighed er opfyldt ved sammensætning af flere kortere
varende kurser.
Kurset
skal være specialerelevant.
Beskrivelse
af kursus og dokumentation for deltagelse skal foreligge.
4. kriterie:
Organisatorisk
- administrativt arbejde.
1
point.
Arbejde
på niveau med formandskab for reservelægeråd, medlemskab af bestyrelsen
for lægepolitiske organer, tillidshverv indenfor videnskabelige selskaber,
tillidsmandsarbejde, ansættelser i sygehusadministration, amtslige forvaltninger
eller centraladministration og lignende, er kvalificerende.
Ansættelser,
der kvalificerer under 1. eller 2. kriterie er ikke tællende.
Arbejde
på niveau med skemaplanlægning, vagtplanlægning, menigt medlemskab af
reservelægeråd, samarbejdsudvalg, sikkerhedsudvalg eller lignende, er
ikke tællende.
Kun
postgraduat aktivitet er tællende.
Vurderingsudvalget
afgør i det konkrete tilfælde, udfra ovenstående eksempler, hvorvidt
aktiviteten er tællende under kriterie 4.
5. kriterie:
Videnskabelig
aktivitet.
Kasuistik,
poster eller foredrag i videnskabeligt selskab, som 1.forfatter / foredragsholder:
1 point.
Originalartikel
i peer-reviewed videnskabeligt tidsskrift, 1. forfatter: 2 point, medforfatter:
1 point.
5
eller flere publicerede videnskabelige arbejder: 3 point.
Gennemført
ph.d.-uddannelse: 5 point.
Gennemført
disputats (dr. med.): 6 point.
Point
for punkterne kan ikke lægges sammen. Max. 6 point.
Videnskabelige
arbejder skal være endeligt antaget på ansøgningstidspunktet.
Ph.D. og
disputats skal være forsvaret (men ikke nødvendigvis konfereret) på
ansøgningstidspunktet.
Vedrørende
udenlandske disputatser fastsætter vurderingsudvalget point efter konkret
vurdering.
6. kriterie:
Pædagogiske
kvalifikationer
Mere
end 40 timers konfrontationsundervisning: 1 point.
Pædagogisk
kursus: 1 point.
Max. 2 point.
Undervisning
skal være fagrelevant undervisning af sundhedsfagligt personale.
For pædagogisk
kursus skal der være tale om voksenpædagogisk kursus.
Vurderingsudvalgene
vurderer, udfra en løbende revideret liste over godkendte voksenpædagogiske
kurser, om kurset tæller 1 point. (Bilag 1 og 2).
Eventuelle
andre kurser pointsættes efter konkret vurdering.
7. kriterie
(det speciale-specifikke kriterium):
|
Speciale |
7.
kriterium |
| Diagn.
Radiologi |
-
Udvist
speciel interesse eller evne for billeddiagnostik ud over, hvad
der er knyttet til introduktionsstillingen: 1 point
-
Udvist
speciel interesse eller evne for computerteknologi ud over,
hvad der er knyttet til introduktionsstillingen: 1 point
-
Deltagelse
i fagligt udviklingsarbejde, fx kvalitetsudvikling: 1 point
-
Ophold
ved udenlandsk specialerelevant afdeling eller forskningsinstitution
i Danmark eller udlandet af mindst tre mdr. varighed: 1 point
Maks. 3 point |
Generelle bemærkninger til det speciale-specifikke 7.
kriterie.
Al deltagelse i forskningsarbejde, udarbejdelse af referencerammer,
samarbejdsprojekter, kvalitetssikringsprojekter og al anden aktivitet,
som påberåbes som kvalificerende, skal være dokumenteret.
Ved ansættelse i afdelinger eller forskningsinstitutioner
i Danmark eller i udlandet, som kvalificerer til point i 7. kriterium,
skal uddannelsesværdien eller forskningsresultaterne dokumenteres.
Ved funktion som vejleder i forskningssammenhæng menes,
hvis intet andet er nævnt, vejledning på ph.d. niveau eller tilsvarende
niveau.
Ved egenhændigt eller superviseret udførte kirurgiske
indgreb forstås alle diagnostiske og terapeutiske indgreb af kirurgisk
karakter, uanset om de er, eller ikke er omfattet af behandlingsklassifikationen.
Bilag 1.
6. kriterie
Voksenpædagogisk
kursus.
Sundhedsstyrelsen opstiller følgende krav til kurserne,
for at disse kan godkendes til at tælle 1 point:
Varighed:
Samlet kursusvarighed mindst 20 timer. Den daglige undervisningstid
bør af hensyn til kontinuiteten ikke være under 4-5 timer, og hele kursusforløbet
bør gennemføres indenfor 1 uge (for kurser på 30-40 timer 2 uger).
Målgruppe: Yngre læger og andet sundhedspersonale. Max. 24
deltagere pr. hold.
Kursusform: Programmet skal veksle mellem teorielementer, øvelser,
diskussioner og gerne en selvstændig opgave (til løsning udenfor kursustiden).
Der skal være en høj grad af deltageraktivitet (> 2/3 af tiden).
Indhold: Kurset kan enten fokusere på generelle læringsmekanismer
("learning doctor") eller på lægen som underviser ("teaching
doctor"). Kurset bør indeholde elementer som: Forskellige læringsstrategier,
skiftet fra skolær- til arbejdslæring, give - og modtage feed-back,
mål for egen læring, klinisk vejledning, metodetræning o. lign. Cases
og stof fra lægelig (sundhedsfaglig) hverdag bør indgå.
Kursusleder, underviser: Bør have universitær uddannelse (cand.
psych., cand. pæd. eller lign.), eller anden videregående voksenpædagogisk
uddannelse.
For kurser der ikke opfylder alle ovennævnte krav, gennemfører
uddannelsesudvalgene en konkret vurdering med henblik på om kurset kan
tælle 1 point i 6. kriterie.
Bilag 2.
Liste over godkendte voksenpædagogiske kurser. (per
22/6 1999).
AOF Danmark.
Voksen Pædagogisk Kursus. 32 timer. Underviser: cand. psych. Barbara
Cross.
ANDRA -
Center for Voksenuddannelse og Vejledning. VUE - kursus. Lægen som vejleder
og underviser. 4 dage. Underviser: cand. pæd Karen Faurfelt.
Yngre Danske
Kirurger. (v./ Anders Bertelsen). Pædagogisk Kursus - Oplæring på Afdelingerne.
20 timer. Underviser: cand. pæd. Karen Faurfelt.
Lægeforeningens
Pædagogiske Kurser - Den professionelle vejleder. Yngre lægers oplæring
på afdelingerne. 20 timer. Underviser: cand. pæd. Karen Faurfelt. og
overlæge Søren Meisner.
Lægeforeningens
Pædagogiske Kurser - Praktisk Pædagogik for Læger - Træning i Undervisningsteknik.
20 timer. Underviser: cand. pæd. psych. Poul Billeskov Jansen.
Sundhedsstyrelsen
er bekendt med, at der gennemføres voksenpædagogiske kurser for andre
målgrupper end sundhedspersonale gennem Forsvarets Sanitetsskole (FSS
Sanu), FOF, VUC Århus, Storstrøms Amt og Danmarks Lærerhøjskole. Vurderingen
af disse kursers berettigelse til point må ske ved en konkret bedømmelse.
Skema
til ansøgning om uddannelsesstilling i Diagnostisk radiologi kan hentes
på internettet hos Videreuddannelsesudvalget i Fyns Amts som er koordinator
af ansøgningerne: Web: www.fyns-amt.dk/vuu/
(skemaet er kun tilgængeligt, når der er aktuelle stillinger i opslag).
Efteruddannelse:
Oplysninger
om i medlemsbladet samt på DRS hjemmeside.
Kursuslisten på hjemmesiden
indeholder de mest opdaterede oplysninger
Bilagspakke
til kursusledere:
1.Link
til CME-meddelelse fra tidl. medlemsblad
2.
Excel-fil med forslag til budgetoverslag v. kursusafholdelse
3.
Takstregulativ for undervisere fra DADL uddannelsessekretariatet. (Word-fil)
4. Oplysningsskema
til brug ved kursusafregning:
5. Kursusleder
vejledning (Word-fil)
Overlægeansættelse
Vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger
Vejledning
om faglig bedømmelse af ansøgere til
overlægestillinger
(Vejledning nr. 38 af 1.
maj 2003)
Kapitel
1
Indledning
I
medfør af § 14, stk. 2 og 3 i lov om udøvelse af lægegerning,
jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001, udsender Sundhedsstyrelsen
hermed en ny vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger,
under hensyntagen til de erfaringer, som den hidtidige administration
af vejledningen har givet, samt under hensyntagen til anbefalingerne
i Betænkning nr. 1384 »Fremtidens Speciallæge«, indenrigs- og sundhedsministeriet
2000.
Vejledningen
omfatter retningslinier for de faglige bedømmelsesudvalgs sammensætning
og virksomhed, herunder retningslinier for hvilke faglige elementer,
der bør indgå i bedømmelsen af de enkelte ansøgere. Endvidere omfatter
vejledningen regler om, hvilke oplysninger der skal være til rådighed
for den faglige bedømmelse. Vejledningen indeholder en oversigt over
hvilke kvalifikationskrav, der skal og hvilke der kan indgå i vurderingen.
En
faglig bedømmelse er en konkret vurdering i forhold til stillingsopslag
og funktionsbeskrivelse for en overlægestilling.
Kapitel
2
Område
Forud
for ansættelse i enhver stilling som overlæge med klinisk funktion i
offentlige sygehuse og behandlingsinstitutioner skal der, som led i
ansættelsesproceduren, ske en bedømmelse af den enkelte ansøgers faglige
kvalifikationer. Tilsvarende gælder ved ansættelse som vikar for overlæge
over 6 måneder, herunder forlængelse af kortvarige vikariater til en
samlet varighed over 6 måneder i de nævnte stillinger.
Reglerne
om faglig bedømmelse gælder tilsvarende ved ansættelse i private sygehuse
m.v., der har indgået overenskomst med det offentlige sundhedsvæsen
eller på anden måde løser offentlige sundhedsopgaver.
Lægelovens
krav om faglig bedømmelse efter § 14 stk. 2, gælder endvidere
ved væsentlige ændringer i funktionsbeskrivelsen for en allerede ansat
overlæge, selv om ansættelsesforholdene er uændrede.
Kapitel
3
Fagligt
bedømmelsesudvalg
Med
henblik på en bedømmelse efter lægelovens § 14 stk. 2, nedsætter
ansættelsesmyndigheden i forbindelse med ansættelsesproceduren et
lægefagligt bedømmelsesudvalg. Det faglige bedømmelsesudvalg består
af mindst 3 læger, som alle har de fornødne forudsætninger til at
bedømme ansøgernes faglige kvalifikationer inden for det pågældende
speciale/fagområde. Mindst et af medlemmerne skal være ansat i en
anden region, end den hvor stillingen er placeret. Højst et af medlemmerne
kan være ansat i den pågældende afdeling/behandlingsinstitution, og
højst et medlem kan tillige være medlem af ansættelsesudvalget for
den pågældende stilling. De øvrige medlemmer udpeges fra en liste
udarbejdet af de relevante specialeselskaber. Listen vil være tilgængelig
på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk. Mindst et af medlemmerne
skal have deltaget i kursus for bedømmere. Ansættelsesmyndigheden
kan vælge at supplere med yderligere medlemmer, såfremt det ønskes
at tilføre viden, f.eks. fra et tilgrænsende speciale eller særlige
ønsker omkring administrative, pædagogiske, forskningsmæssige eller
andre lægefaglige kompetencer ud over den medicinske ekspertise inden
for det pågældende speciale eller fagområde. Det skal indskærpes at
medlemmer af det faglige bedømmelsesudvalg har tavshedspligt i henhold
til forvaltningsloven § 27. Den lægefaglige bedømmelse bør være
afsluttet inden for 4 uger, regnet fra ansøgningsfristen i stillingsopslaget.
Tilforordnede
i § 14 sager
Til
brug for udpegning af medlemmer til bedømmelsesudvalg udarbejder specialeselskaberne
en liste over mulige medlemmer, der kan indgå i bedømmelsesudvalgene.
Der skal indgå læger fra alle 3 regioner og som hovedregel bør de
udpegede have speciallægeanerkendelse i det pågældende speciale.
Særlige
kvalifikationer såsom fagområdeviden, særlig administrativ eller pædagogisk
kompetence m.v. skal fremgå af listen, ligesom det skal fremgå, om
den pågældende har deltaget i kursus for bedømmere. Udpegningen sker
for 3 år med mulighed for løbende supplering efter specialeselskabets
skøn.
Sundhedsstyrelsen
arrangerer og fastlægger indhold for kurser i bedømmelse af ansøgere
til overlægestillinger for de læger, der af specialeselskaberne er
udpeget som mulige deltagere i bedømmelsesudvalg.
Inhabilitet
Ved
vurderingen af, om der foreligger inhabilitet, følges forvaltningslovens
§ 3. Medlemmer af det faglige bedømmelsesudvalg er forpligtet
til selv at gøre opmærksom på, om der foreligger en sådan tilknytning
til en ansøger, at det er egnet til at vække tvivl om medlemmets upartiskhed
ved vurderingen. Afgørelse af, om der bør ske ændring i udvalgets
sammensætning som følge heraf, træffes af ansættelsesmyndigheden.
Kapitel
4
Baggrund
for det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering
Til
brug for det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering skal foreligge:
1.
En beskrivelse af den opslåede stillings funktioner, herunder
i hvilket omfang den pågældende skal yde lands- og landsdelsfunktioner
i forhold til andre afdelinger i eller uden for sygehusamtet. Det skal
endvidere fremgå, i hvilket omfang der indgår vagtfunktioner i stillingen
samt for hvilken patientgruppe.
2.
Beskrivelse af eventuelle særlige fagområder knyttet til varetagelsen
af stillingen, herunder anførelse af eventuelt specialeansvar.
3.
Stillingsopslag, hvor det er præciseret, i hvilket speciale den
pågældende skal være § 14 kvalificeret.
4.
Beskrivelse af den opslåede stillings funktioner inden for ledelse
og administrative funktioner ved afdelingen.
5.
En beskrivelse af den pågældende stillings funktioner inden for
undervisning såvel af studenter, som for lægelig videreuddannelse og
af andre faggrupper. Særligt skal det fremgå, såfremt der til stillingen
er knyttet funktion som uddannelsesansvarlig eller lignende.
6.
Alle ansøgninger vedlagt bilag fra alle ansøgere, som muliggør
gennemgang af ansøgning.
Bedømmelsesudvalgets
gennemgang
Det
faglige bedømmelsesudvalg foretager en gennemgang af den enkelte ansøgers
kliniske uddannelse og øvrige faglige kvalifikationer. Gennemgangen
skal indeholde følgende elementer:
1.
Navn, kandidatalder og aktuel ansættelse.
2.
Oplysning/kopi af autorisationer/anerkendelser med angivelse
af speciale og år og måned for opnåelse heraf.
3.
Speciallægeuddannelse med kort beskrivelse af forløb, herunder
eventuelle dispensationer.
4.
Erfaring/uddannelse inden for kommunikation.
5.
Erfaring/uddannelse inden for samarbejde.
6.
Erfaring/uddannelse inden for ledelse og administration.
7.
Erfaring/uddannelse inden for sundhedsfremme.
8.
Erfaring/uddannelse inden for akademikerrolle. Videnskabelige
arbejder, videnskabelige ansættelser, videnskabelige grader og uddannelse.
9.
Erfaring/uddannelse inden for professionalisme.
10.
Uddannelse af betydning for evt. særligt fagområde eller lignende.
11.
Øvrige kliniske uddannelse af betydning for aktuelle stilling.
12.
Pædagogiske erfaringer, herunder erfaring som klinisk og videnskabelig
vejleder og evt. funktion som uddannelsesansvarlig, arbejde som inspektor
og deltagelse i pædagogisk udvikling samt evt. uddannelse.
13.
Anden særlig uddannelse eller erfaring med relevans for funktionen
for den pågældende stilling.
14.
Eventuelle supplerende anbefalinger vedrørende erhvervelse af
kompetencer efter ansættelsen med henblik på varetagelse af særlige
funktioner nævnt i funktionsbeskrivelsen for den pågældende stilling.
Det
faglige bedømmelsesudvalgs vurdering
Det
faglige bedømmelsesudvalgs gennemgang af den enkelte ansøger afsluttes
med en samlet vurdering af, hvorvidt den pågældende under hensyntagen
til stillingsopslag må anses for lægefagligt »kvalificeret« eller »ikke-kvalificeret«
til stillingen. Hvis det faglige bedømmelsesudvalg vurderer at en ansøger
ikke er kvalificeret, skal det begrundes i henhold til forvaltningslovens
§ 22. Der foretages ikke en prioritering af ansøgerne. Ved uenighed
i bedømmelsesudvalget kan et medlem forlange sin afvigende mening kortfattet
tilført vurderingen. Den skriftlige vurdering skal have karakter af
en overordnet bedømmelse i forhold til minimumskvalifikationer suppleret
med en konkret vurdering i forhold til de specifikke kompetencekrav
knyttet til den pågældende funktion som overlæge. Vurderingen kan suppleres
med evt. forslag til kompetenceudvikling for ansøgeren i forhold til
disse specifikke kompetencekrav. Det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering
underskrives med angivelse af, hvilke specialer bedømmelsesudvalgets
medlemmer selv har speciallægeanerkendelse inden for, og evt. særlige
kompetencer, som medlemmerne besidder af relevans for den pågældende
bedømmelse. Desuden anføres aktuelt ansættelsessted. Vurderingen afleveres
til ansættelsesmyndigheden, der orienterer alle ansøgere med kopi af
bedømmelsen af den pågældende.
Kapitel
5
Kvalifikationskrav
ved vurdering af ansøgere
Nedenstående
er vejledende retningslinier for bedømmelsesudvalgets arbejde. Bedømmelsen
er altid individuel og konkret i forhold til den pågældende stillings
funktioner og krav til kompetencer. Ved vurderingen anvendes en vurdering
af den faglige kompetence, som udover krav til medicinsk ekspertise
også omfatter kompetence inden for kommunikation, samarbejde, ledelse
/administration, sundhedsfremme, akademisk kompetence, professionel
kompetence (de 7 roller) samt pædagogik. Vægtningen af kompetencer,
afhænger af det konkrete stillingsopslag og funktionsbeskrivelse. Vurderingen
af ansøgerens kompetencer sker indtil ansøgningstidspunktet. Vurderingens
sigte kan udover kvalifikationsvurderingen tillige have en funktion
som vejledende i fortsat kompetenceudvikling i forhold til det konkrete
stillingsindhold. Såfremt en ansøger kun mangler få måneder inden opnåelse
af de krævede kvalifikationer, kan færdiggørelse af igangværende ansættelse
m.v. frem til ansættelsestidspunktet indgå i anbefalinger vedrørende
fortsat kompetenceudvikling. Såfremt en ansøger findes kvalificeret,
men bedømmelsesudvalget finder, at ansøgeren bør supplere sine kliniske
kvalifikationer under ansættelsen med henblik på varetagelse af særlige
ekspertfunktioner, uddannelses- eller ledelsesansvar m.v. bør forslag
hertil fremgå af den skriftlige bedømmelse.
Kapitel
6
Den
medicinske ekspert
Som
hovedregel forudsættes det, at en ansøger har en dansk anerkendelse
til at betegne sig som speciallæge i et for stillingen relevant speciale.
Hvis et fagområde kan varetages af læger fra flere forskellige specialer
skal det fremgå af opslag og den senere bedømmelse. Der skal i så tilfælde
gøres opmærksom på dette i bedømmelsen.
I
særlige tilfælde, hvor en stilling er oprettet til varetagelse af helt
specielle opgaver, der falder uden for de anerkendte specialer, kan
speciallægekravet fraviges. Dog må ansøgeren i alle tilfælde have opnået
»tilladelse til selvstændigt virke som læge«.
Kommunikator
Erfaring
med kommunikation bør altid indgå i bedømmelsen. Såfremt det af stillingsopslag
og funktionsbeskrivelse fremgår, at der til stillingen er knyttet særlige
krav om kompetence inden for dette område eksempelvis i arbejde med
personer af anden etnisk-kulturel baggrund bør dette indgå med særlig
vægt i bedømmelsen.
Samarbejder
Erfaring
med samarbejde bør altid indgå i bedømmelsen. Såfremt det af stillingsopslag
og funktionsbeskrivelse fremgår, at der i stillingen lægges særlig vægt
på denne kompetence eksempelvis som led i samarbejde i særligt tværfagligt
behandlerteam eller lignende, bør ansøgers erfaringer hermed indgå med
særlig vægt i bedømmelsen.
Leder/administrator
Erfaring
med ledelse og administration bør altid indgå i bedømmelsen. Særlig
vægtes denne kompetence ved besættelse af stilling som ledende, specialeansvarlig
eller anden overlægestilling med stort krav til den administrative kompetence.
Sundhedsfremmer
Såfremt
det af stillingsopslag og funktionsbeskrivelse fremgår, at der til stillingen
er knyttet særlige krav om kompetence inden for dette område eksempelvis
i varetagelsen af arbejde i patientskole, forebyggelse eller lignende
bør dette indgå med særlig vægt i bedømmelsen.
Akademiker
En
videnskabelig vurdering indgår altid i bedømmelsen, idet dog kravene
hertil og deres betydning for, om en person er kvalificeret til stillingen,
afhænger af det konkrete stillingsindhold. Såfremt der til ansættelsen
hører funktion som forskningsansvarlig, som videnskabelig vejleder eller
lignende, bør vurderingen af den videnskabelige kvalifikation indgå
med stor vægt i vurderingen af, om den pågældende findes kvalificeret
til stillingen.
Vurderingen
skal som et minimum indeholde en gennemgang af videnskabelige arbejder,
videnskabelige ansættelser og opnåede videnskabelige grader samt en
stillingtagen til disses omfang, kvalitet og relevans set i forhold
til den pågældende stilling.
Professionel
Det
forudsættes, at alle læger for at varetage en ansættelse som overlæge
udviser en professionel adfærd under iagttagelse af etiske og juridiske
samt administrative normer for lægelig funktion.
Kapitel
7
Yderligere
klinisk kompetenceudvikling
Den
kliniske uddannelse skal i sin helhed gøre ansøgeren kvalificeret til
de funktioner, som er henlagt til den stilling, der ansøges om. En forudsætning
for, at en ansøger findes kvalificeret til en stilling som overlæge,
er at ansøger har haft funktion svarende til 1. reservelæge eller afdelingslæge
i specialet, eller evt. i andet speciale som led i fagområdekvalificering,
i mindst 2 år efter tidspunktet for opnået anerkendelse til at betegne
sig som speciallæge. Ansættelser af mindre end 6 måneders varighed kan
normalt ikke medregnes. Indtil 6 måneders ansættelse som vikar for overlæge,
konstitueret eller fungerende overlæge eller som privatpraktiserende
speciallæge kan medregnes.
Mindst
12 måneder bør være på en afdeling med tilsvarende opgaver og på tilsvarende
opgaveniveau, som på den afdeling, hvor stillingen søges. Mindst 12
måneders ansættelse skal have fundet sted på en anden afdeling end hoveduddannelsen.
Sidstnævnte anses dog også for opfyldt, såfremt ansættelse inden for
specialet på mindst 2 forskellige sygehuse indgår i hoveduddannelsesforløbet.
Bedømmelsesudvalget
kan forlange supplerende dokumentation for konkrete kompetencer af relevans
for stillingsindholdet som fx relevante operationslister, hvis der til
stillingen er knyttet krav om særlige kliniske kompetencer udover de
krav, der er en forudsætning for at opnå anerkendelse til at betegne
sig som speciallæge.
Udenlandske
ansættelser
Udenlandske
ansættelser bedømmes på linie med danske, idet den konkrete kompetenceudvikling
vurderes i hvert enkelt tilfælde. Det påhviler ansøgeren at fremskaffe
den fornødne dokumentation fx i form af beskrivelse af afdelingen med
sengeantal, behandlinger fordelt på diagnoser, den lægelige stabs sammensætning
og eventuelle specialfunktioner med videre. Det er en forudsætning for
at kunne tiltræde en overlægestilling, at ansøgeren har opnået dansk
anerkendelse til at betegne sig som speciallæge. Efter ansøgning tager
Sundhedsstyrelsen stilling til anerkendelse af udenlandske anerkendelser.
For udenlandske ansøgere kan krav om ansættelse i stilling som 1. reservelæge
eller afdelingslæge efter opnåelse af anerkendelse til at betegne sig
som speciallæge erstattes af anden udenlandsk ansættelse med tilsvarende
indhold.
Andre
erfaringer
Erfaring
som underviser, som klinisk vejleder, som inspektor og evt. andre uddannelsesfunktioner
eller supplerende pædagogisk uddannelse indgår altid i bedømmelsen,
idet dog kravene hertil og deres betydning for, om en person er kvalificeret
til stillingen, afhænger af det konkrete stillingsindhold. Eksempelvis
vil vurderingen af pædagogiske kvalifikationer indgå med stor vægt,
såfremt der til stillingen er knyttet funktion som uddannelsesansvarlig
overlæge.
Vurderingen
skal som et minimum indeholde en gennemgang af erfaring som underviser
med angivelse af indhold og målgruppe, erfaring som klinisk vejleder,
anden uddannelsesmæssig erfaring og evt. supplerende pædagogisk uddannelse.
Kapitel
8
Indsendelse
til Sundhedsstyrelsen og ansættelse
Ansættelsesmyndigheden
fremsender til Sundhedsstyrelsen indstilling af ansøger, kopi af stillingsopslag,
funktionsbeskrivelse, faglig bedømmelse af alle ansøgere og ansøgning
fra den indstillede ansøger.
På
separat ark anføres ansøgers fulde navn, bedømmelsesudvalgets indstilling
af ansøger, kvalificeret/ikke kvalificeret, ansættelsesudvalgets indstilling,
ansættelsessted (sygehus/institution, afdeling, speciale, ansøgers speciallæge
anerkendelse med angivelse af dato for opnåelse, dato for tiltrædelse
af stilling, angivelse af bedømmelsesudvalgets medlemmer med angivelse
af speciale, ansættelsessted og anførelse af hvem der er valgt fra Sundhedsstyrelsens
liste over bedømmere. Dette ark indsendes til Sundhedsstyrelsen i 2
eksemplarer.
Skema
til dette kan indhentes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk
.
Hvis
ansættelsesmyndigheden ønsker at ansætte en ansøger, der af bedømmelsesudvalget
er fundet kvalificeret til den pågældende stilling, forventer Sundhedsstyrelsen
ikke at foretage en vurdering af ansøgerens lægefaglige kvalifikationer,
med mindre særlige forhold gør sig gældende. Ansættelse kan finde sted
10 hverdage efter ansøgning er modtaget i Sundhedsstyrelsen. Hvis ansættelsesmyndigheden
ønsker at ansætte en ansøger, som bedømmelsesudvalget har fundet ikke-kvalificeret
til den pågældende stilling, eller hvis ansættelsesmyndigheden ikke
ønsker at imødekomme evt. supplerende anbefalinger fra bedømmelsesudvalget
om kompetenceudvikling i forhold til konkrete funktioner, kan ansættelsesmyndigheden
ikke umiddelbart ansætte den pågældende. Ansættelsesmyndigheden skal
i et sådant tilfælde forelægge sagen for Sundhedsstyrelsen vedlagt de
i Kapitel 4 nævnte bilag. Desuden vedlægges en indstilling vedrørende
baggrund for ansættelse og afklaring af kompetenceudvikling. Sundhedsstyrelsen
fremsætter en vejledende udtalelse over for ansættelsesmyndigheden inden
10 hverdage. Ansættelsesmyndigheden kan herefter træffe endelig afgørelse
i sagen og meddeler Sundhedsstyrelsen resultatet heraf.
Klageadgang
Bedømmelsesudvalgets
vurdering af den enkelte ansøger kan påklages til ansættelsesmyndigheden.
Ikrafttræden
Denne
vejledning træder i kraft den 24. maj 2003 og er gældende for stillinger,
der opslås efter denne dato. Vejledning nr. 107 af 4. juli 1997 bortfalder
samtidig.
Vejledningen
er ikke gældende for Færøerne og Grønland, der fortsat kan søge vejledning
og faglig rådgivning ved ansættelse af overlæger, direkte i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen,
den 1. maj 2003
Jens
Kristian Gøtrik
/Karsten
Bech
Radiologiske
fagområder:
Sundhedsstyrelsen har foreløbig
defineret 8 radiologiske fagområder:
Pædiatrisk Radiologi
(Link til dokumentet
som Word-fil)
Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse
Pædiatrisk radiologi |
Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels
funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle
stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)
Pædiatri (læren om børnesygdomme) er et anerkendt
aldersbegrænset lægeligt speciale, der beskæftiger sig med sygdommes
symptomer, forløb, behandling og prognose hos børn, dvs individer
i vækst. Sygdomsmønsteret er pga barnets vækst helt forskelligt
fra den voksnes, og sygdomsudredningen præges af barnets manglende
eller ikke fuldt udviklede evne til at formulere sig og kooperere.
Ved diagnostiske radiologiske undersøgelser kræver barnet også speciel
hensyntagen. Der findes i Danmark ikke specielle børnehospitaler.
Den pædiatriske radiologi er derfor altid integreret i en almen
radiologisk afdeling.
På hospitaler med en Pædiatrisk afdeling er det
nødvendigt med en eller flere radiologiske speciallæger med interesse
for børneundersøgelser, og især specialviden i fortolkningen af
undersøgelsesresultaterne.
En del radiologiske undersøgelser af børn foretages
på hospitaler uden pædiatrisk afdeling. Det kræver, at radiologen
er veluddannet for at opnå de bedste resultater af undersøgelsen.
Pædiatrisk Radiologi er da også en væsentlig del af uddannelsen
til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.
For at profilere delområdet Pædiatrisk Radiologi
oprettede en gruppe danske speciallæger i Diagnostisk Radiologi
med nu afdøde overlæge Mogens Egeblad (tidligere røntgenafdelingen
på Amtssygehuset i Glostrup) i spidsen i 1991 Dansk Forening for
Pædiatrisk Radiologi. |
Afgrænsning
eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik,
terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.
Speciallægen
med fagområde Pædiatrisk Radiologi har som arbejdsopgaver ansvaret
for:
- planlægning
af undersøgelsesforløb for børn.
- den
praktiske udførelse af undersøgelserne.
- vurdering
og beskrivelse af de foretagne undersøgelser.
- Ved
visse sygdomme tager den pædiatriske radiolog direkte del i behandlingen
(fx ved ultralydsvejledt anlæggelse af dræn )
- kommunikationen
mellem røntgenafdeling og pædiatrisk afdeling
- oplæring
af yngre læger i praktisk pædiatrisk radiologi
- udvikling
og videnskabelig aktivitet
- rådgivning
af kollegaer på sygehuse uden pædiatrisk erfaring fx ved konference
om udførte undersøgelser
|
Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning
En styrkelse af Pædiatrisk Radiologi ved udnævnelsen
til fagområde vil være til stor gavn for det fremtidige samarbejde
mellem pædiatri og radiologi. Det vil skabe øget fokus om emnet
og højne kvaliteten af billeddiagnostiske undersøgelse hos børn.
Der findes en lang række lærebøger i pædiatrisk
radiologi.
I Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer
behandles Pædiatrisk Radiologi i et selvstændigt kapitel. |
Organisatorisk
og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion
Fagområdet Pædiatrisk Radiologi bør forefindes på
enhver Billeddiagnostisk afdeling, der betjener et sygehus med en
pædiatrisk afdeling, og det daglige ansvar for fagområdet varetages
af en speciallæge i Diagnostisk Radiologi, der gennem sin uddannelse,
kurser, videnskab og daglige praksis har udvist interesse for Pædiatrisk
Radiologi.
Fagområdet har kun mening ved et intensivt samarbejde
med en Pædiatrisk afdeling og dennes personale, først og fremmest
speciallægerne i pædiatri.
Det er en fordel, at fagområdet er tilknyttet en
almen radiologisk afdeling, da det giver adgang til avanceret, højtspecialiseret
undersøgelsesudstyr. På radiologiske afdelinger med mange børneundersøgelser
er det anbefalelsesværdigt med specielle børnerum bemandet med radiografer
med speciel interesse for området.
Nødvendige samarbejdspartnere: Pædiatrisk selskabs
medlemmer.
Specialer involveret i fagområdets funktion: Pædiatri
og Radiologi. |
Lægelig
kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse
Speciallæge i Diagnostisk Radiologi, herunder 21
timers teoretisk kursus
kompetence: i pædiatrisk radiologi og opfyldelse
af øvrige krav under hoveduddannelsen.
Dokumenteret national og international kursusaktivitet
indenfor emnet.
Evt. supplerende erfaring i Pædiatri ved fx. 3 måneders
ansættelse på en Pædiatrisk afdeling. |
Internationale
forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande
I mange af de lande vi til dagligt sammenligner
os med i den vestlige verden incl. norden findes der børnehospitaler.
De er oprettet fordi man er nødt til i det daglige arbejde med børnesygdomme
til stadighed at have sig for øje, at der er specielle problemer
for små individer i vækst. Disse hospitaler har også selvstændige
radiologiske afdelinger og fx i USA kan man subspecialisere sig
i faget Pædiatrisk Radiologi. I mange andre lande det allerede et
anerkendt lægefagligt subspeciale under faget Radiologi. |
Supplerende
uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning
Henvises til supplerende
fagområdebeskrivelse fra Dansk Forening for Pædiatrisk radiologi |
Fagområdebeskrivelsen
er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen
Dansk Forening for Pædiatrisk radiologi |
Dansk
Forening for Pædiatrisk radiologi fagområdebeskrivelse
(Link
til dokumentet som Word-fil)
Fagområde:
Pædiatrisk Radiologi
Baggrund:
Pædiatri
(læren om børnesygdomme) er et anerkendt aldersbegrænset lægeligt speciale,
der beskæftiger sig med sygdommes symptomer, forløb, behandling og prognose
hos børn, dvs individer i vækst. Sygdomsmønsteret er pga barnets vækst
helt forskelligt fra den voksnes, og sygdomsudredningen præges af barnets
manglende eller ikke fuldt udviklede evne til at formulere sig og kooperere.
Ved diagnostiske
radiologiske undersøgelser kræver barnet også speciel hensyntagen. Der
findes i Danmark ikke specielle børnehospitaler. Den pædiatriske radiologi
er derfor altid integreret i en almen radiologisk afdeling.
På hospitaler
med en Pædiatrisk afdeling er det nødvendigt med en eller flere radiologiske
speciallæger med interesse for børneundersøgelser, og især specialviden
i fortolkningen af undersøgelsesresultaterne.
En del
radiologiske undersøgelser af børn foretages på hospitaler uden pædiatrisk
afdeling. Det kræver, at radiologen er veluddannet for at opnå de bedste
resultater af undersøgelsen. Pædiatrisk Radiologi er da også en væsentlig
del af uddannelsen til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.
For at
profilere delområdet Pædiatrisk Radiologi oprettede en gruppe danske
speciallæger i Diagnostisk Radiologi med nu afdøde overlæge Mogens Egeblad
(tidligere røntgenafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup) i spidsen
i 1991 Dansk Forening for Pædiatrisk Radiologi.
Foreningen
havde ved generalforsamlingen i april 2004 i alt 34 medlemmer. Foreningen
er en delforening under Dansk Radiologisk Selskab med referenceramme
hertil.
Dansk Forening
for Pædiatrisk Radiologi er associeret med European Society of Pediatric
Radiology. (ESPR)
Afgrænsning
Fagområdet
Pædiatrisk Radiologi bør forefindes på enhver
eller definition: Billeddiagnostisk afdeling, der betjener
et sygehus med en pædiatrisk afdeling, og det daglige ansvar for fagområdet
varetages af en speciallæge i Diagnostisk Radiologi, der gennem sin
uddannelse, kurser, videnskab og daglige praksis har udvist interesse
for Pædiatrisk Radiologi.
Fagområdet har kun mening ved et intensivt samarbejde med en Pædiatrisk
afdeling og dennes personale, først og fremmest speciallægerne i pædiatri.
Speciallægen
med fagområde Pædiatrisk Radiologi har som arbejdsopgaver ansvaret for:
- planlægning
af undersøgelsesforløb for børn.
- den praktiske udførelse af undersøgelserne.
- vurdering og beskrivelse
af de foretagne undersøgelser.
- Ved visse sygdomme tager den pædiatriske radiolog direkte
del i behandlingen (fx ved ultralydsvejledt anlæggelse af dræn
)
- kommunikationen mellem
røntgenafdeling og pædiatrisk afdeling
- oplæring af yngre læger
i praktisk pædiatrisk radiologi
- udvikling og videnskabelig aktivitet
- rådgivning af kollegaer
på sygehuse uden pædiatrisk erfaring fx ved konference om udførte undersøgelser
Pga strålerisikoen
ved røntgenundersøgelser, der er langt større hos individer i vækst,
er det vigtigt med en endnu mere omhyggelig planlægning af de enkelte
undersøgelser. Radiologen må også overveje om en ultralydsundersøgelse,
der er hurtig, enkel og uden større krav til kooporation, er et diagnostisk
alternativ. Ved mange undersøgelser kan man anvende Magnetisk resonans-scanning
(MR) i stedet for røntgenundersøgelser, specielt erstatte CT-scanning
med MR. Ved CT- og MR-scanning, der kræver, at barnet kan ligge helt
stille, må man hos børn under 6 år oftest foretage undersøgelsen i universel
anæstesi.
Fortolkningen
af undersøgelsesresultaterne uanset modalitet kræver specialviden om
organernes udvikling over tid såvel morfologisk som fysiologisk. Organernes
udseende under modning og vækst kan fejltolkes som sygdom ved manglende
viden herom, da organernes udseende på forskellige alderstrin kan have
samme mønster som syge organer hos den voksne.
Begrundelse:
En
styrkelse af Pædiatrisk Radiologi ved udnævnelsen til fagområde vil
være til stor gavn for det fremtidige samarbejde mellem pædiatri og
radiologi. Det vil skabe øget fokus om emnet og højne kvaliteten af
billeddiagnostiske undersøgelse hos børn.
Der er afsat i alt 21 timer til teoretisk A-kursus i
uddannelsesforløbet til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.
Der afholdes hvert 6. år et to dages efteruddannelseskursus
i Dansk Radiologisk Selskabs regi med emnet Pædiatrisk Radiologi.
En del af medlemmerne af Pædiatrisk forening er også
medlem af den europæiske selskab, og hvert år er der deltagere fra Danmark
til ESPR’s årligt tilbagevendende kongres, der forudgåes af et kursus
på højt niveau.
Dansk Forening for Pædiatrisk Radiologi har i tilslutning
til generalforsamlingen et årligt tilbagevendende videnskabeligt møde,
hvortil medlemmerne af Dansk Pædiatrisk Selskab også inviteres. Der
er via foreningen etableret et formelt samarbejde med Dansk Pædiatrisk
Selskab.
Der findes en lang række lærebøger i pædiatrisk radiologi.
I Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer behandles
Pædiatrisk Radiologi i et selvstændigt kapitel.
Organisatorisk Befolkningsgrundlaget: børn i Danmark.
og strukturel Niveau: Der findes ikke specialiserede
børnehospitaler i
placering: Danmark ligesom i udlandet. Det er en fordel, at
fagområdet er tilknyttet en almen radiologisk afdeling, da det giver
adgang til avanceret, højtspecialiseret undersøgelsesudstyr. På radiologiske
afdelinger med mange børneundersøgelser er det anbefalelsesværdigt med
specielle børnerum bemandet med radiografer med speciel interesse for
området.
Nødvendige samarbejdspartnere: Pædiatrisk selskabs medlemmer.
Specialer involveret i fagområdets funktion: Pædiatri og Radiologi.
Lægelig Speciallæge i Diagnostisk Radiologi, herunder 21 timers
teoretisk kursus
kompetence: i pædiatrisk radiologi og opfyldelse af øvrige
krav under hoveduddannelsen.
Dokumenteret national og international kursusaktivitet indenfor emnet.
Evt. supplerende erfaring i Pædiatri ved fx. 3 måneders ansættelse
på en Pædiatrisk afdeling.
Internationale I mange af de lande vi til dagligt sammenligner
os med i den
forhold: vestlige verden incl. norden findes der børnehospitaler.
De er oprettet fordi man er nødt til i det daglige arbejde med børnesygdomme
til stadighed at have sig for øje, at der er specielle problemer for
små individer i vækst. Disse hospitaler har også selvstændige radiologiske
afdelinger og fx i USA kan man subspecialisere sig i faget Pædiatrisk
Radiologi. I mange andre lande det allerede et anerkendt lægefagligt
subspeciale under faget Radiologi.
Referencer:
Pediatric
radiologists: who we are and what we do. Goske MJ; Lebowitz RL, Lieber
M, Ablin
D, Royal S; Pediatr Radiol (2000) 30:581-586.
New Horizons
in Pediatric Radiology. Slovis TL; Radiology 2000; 216: 317-320
The Future
of Pediatric Radiology. Friedenberg RM; Radiology 2000; 321-322
Pediatric
Radiology at the Millennium Radiology. Forman HP, Traubici J, Covey
AM, Kamin
DS, Leonidas JC, Sunshine JH; Radiology (2001) 220(1): 109-114
The Lure
of Pediatric Radiology. Gunderman RB; Am. J. Roentgenol. (2001) 176
(6): 1371-1373
History
of pediatric radiology in the United States and Canada: images and trends.
Griscom
NT; Radiographics 15: 1399-1422
Trends
in pediatric radiology in the United States. Griscom NT, Frye TA; Pediatr
Radiol
(2000) 30: 804-809
Meeting
ACGME requirements for a pediatric radiology training program. Babcock
DS; Pediatri
Radiol (2002) 32: 545-548
The role
of a child life specialist in a pediatric radiology department; McGee
K;
Pediatr
radiol (2003) 33: 467-474
Will it
hurt? Patients’ experience of X-ray examinations: a pilot study. Chesson
RA,
Good M,
Hart CL; Pediatr Radiol (2002) 32: 67-73
ESPR 30
års jubilæumsbog
European
guidelines strålehygiejne
ESPR Statutes
(European Society of Paediatric Radiology (ESPR)
Dansk Forening
for Pædiatrisk Radiologi, Vedtægter.
Referenceprogram,
Dansk Radiologisk Selskab (revideret nov. 2002)
Speciallægeuddannelsen, Dansk Radiologisk selskab (april
2003)
På vegne
af bestyrelsen for
Dansk Forening
for Pædiatrisk radiologi
d. 3. maj
2004 Karin Kastberg og Karen-Lisbeth Dirksen
Onkoradiologi:
(Link til dokumentet
som Word-fil)
Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse
Onkoradiologi |
Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels
funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle
stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)
Onkoradiologi har så længe billeddiagnostik har
været anvendt bestået af opsporing, detektering, stadieinddeling,
opfølgning af behandling, detektering af recidiv, komplikationer
til behandling og billedvejledte procedurer nødvendige for behandling
hos ptt. med kræft.
Evaluering af behandlingsrespons var forskellig
fra center til center, indtil WHO i 1979 etablerede et regelsæt
for responsevaluering ved cancerbehandling. Efter erfaringer med
WHO-kriterierne er responsevalueringer blevet yderligere opdateret
med indførelsen af RECIST i 2000.
Stråleterapi er blevet sofistikeret og bygger nu
tiltagende på billeddiagnostisk vejledning ved f.eks. stereotaktisk
strålebehandling og IMRT (intensitive modulated radiotheraphy).
Billedvejledte procedurer ved cancer-behandling
f.eks. ved anlæggelse af stent i kar, trachea, oesophagus, tarmafsnit,
galdeveje, urinveje, RF-ablation og kemoembolisering er blevet essentielle.
Denne udvikling, hvor ønsket om detaljeret viden omkring screening,
stadieinddeling, behandlingsrespons-evaluering, billedvejledt stråleterapi
og billedvejledte invasive procedurer ved cancerbehandling har medført
et behov for radiologer med disse kompetencer, og der er etableret
et internationalt selskab af onkoradiologer (ICIS) og desuden et
nationalt selskab (Dansk Forening for Onkoradiologi, DSOR) med over
100 medlemmer. |
Afgrænsning
eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik,
terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.
Onkoradiologi
er et ansvarsområde, hvor alle tilgængelige billeddiagnostiske modaliteter
anvendes mhp. opsporing, detektering, stadieinddeling og billedmæssig
monitorering af behandlingen af kræft. Endvidere billedvejledt stråleterapi
og billedvejledte invasive procedurer ved cancerbehandling.
Onkoradiologi
har en stor berøringsflade med nuklerarmedicin, også et billeddannende
speciale, især efter udviklingen af muligheden for fusion mellem
forskellige modaliteter, f.eks. CT og PET.
Onkoradiologien
har også stor berøringsflade med kliniske specialer som onkologi,
både ved monitorering af onkologisk behandling, men også ved planlægning
af billedvejledt stråleterapi og kirurgi med anlæggelse af stents,
lokal behandling af tumorer (eks. RF-ablation), kemoembolisering
af tumorer og embolisering af tumorblødninger.
Onkoradiologi
er således et bredt ansvarsområde, der udføres i en eller anden
grad på alle billeddiagnostiske afdelinger, men i særdeleshed på
steder med onkologiske centre. |
Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning
Onkoradiologi har bred berøringsflade med de organspecifikke
billeddiagnostiske ansvarsområder. Imidlertid er en speciel viden
omkring tumorbiologi, stadieinddelingssystemer, billedmæssig vurdering
af effekten af kræftbehandling, billedvejledt stråleterapi, muligheden
for fusion af billeddiagnostiske modaliteter, valg af bedste billeddiagnostiske
modalitet, billedvejledt behandling af cancer, billedvejledt biopsitagning,
palliativ billedvejledt anlæggelse af stents, billedvejledt embolisering
af tumorblødning nødvendig.
Ansvarsområdet har berøringsflade med alle organspecifikke,
billeddiagnostiske ansvarsområder, men en overordnet forståelse
for billeddiagnostik ved kræft, der ikke er organspecifik, er nødvendig
ved onkologiske centre.
Internationalt har alle store kræftcentre radiologer
med nævnte kompetencer tilknyttet. |
Organisatorisk
og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion
En stor del af den initielle billeddiagnostik ved
kræft som opsporing og detektering af kræft foregår på alle radiologiske
afdelinger, medens kun billeddiagnostiske afdelinger på sygehuse,
der varetager specifik onkologisk behandling (centre), varetager
billedmæssig monitorering af kræftbehandling, billedvejledt stråleterapi,
billedvejledt behandling af cancer og billedvejledt behandling af
komplikationer til kræftbehandling.
Sådanne funktioner foregår i tæt samarbejde med
onkologiske og kræftkirurgiske afdelinger.
Onkoradiologi bør derfor samles på billeddiagnostiske
centre, hvor der er onkologiske centre. |
Lægelig
kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse
Speciallæge i radiologi og efterfølgende nærmere
defineret videreuddannelse indenfor onkoradiologi.
DSOR foreslår, at videreuddannelsen kræver ansættelsesstilling
i onkoradiologi som hovedområde i mindst 18 mdr. efter speciallægeanerkendelse
på afdeling, der fagligt svarer til den ansøgte stilling.
Af onkoradiologen forventes:
- At
kunne anvende den optimale modalitet ved en given onkoradiologisk
problemstilling.
- Kunne
TNM-stage enhver tumor.
- I
detaljer kunne håndtere RECIST og WHO-kriterier.
- Indenfor
onkoradiologien mestre konventionel røntgenteknik, UL, CT og MR.
- Mestre
de billeddiagnostiske forandringer efter onkologisk behandling.
- Mestre
invasive billedvejledte procedurer som biopsi, drænanlæggelse,
nefrostomi og galdevejsaflastning, stentning, embolisering og
kemoembolisering.
- Kunne
håndtere billedvejledt stråleterapi og kunne vejlede onkologen
i tegning af target volumen samt risikoområder.
- Mestre
nuklearmedicinsk/PET informationer i relation til kræft og kunne
fusionere modaliteter.
Ovenstående
skal vægtes i henhold til det onkologiske center, onkoradiologen
ansættes ved.
Supplerende
ansættelse på onkologisk og nuklearmedicinsk afdeling vil være en
fordel. |
Internationale
forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande
Internationalt er der tilknyttet onkologiske centre
en onkoradiolog ligesom det er tilfældet på danske universitetssygehuse
med onkologisk funktion. Onkoradiologi er internationalt organiseret
i ICIS og nationalt i et delskab under DRS, DSOR med mere end 100
medlemmer. |
Supplerende
uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning
Ikke angivet |
Fagområdebeskrivelsen
er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen
Dansk Selskab for Onkologisk Radiologi |
Uroradiologi:
(Link til dokumentet som
Word-fil)
Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse
Uroradiologi |
Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels
funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle
stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)
Det uroradiologiske fagområde opstod året efter
iagttagelsen af røntgenstrålerne, og var i begyndelsen en del af
urologien. Siden da er det blevet placeret i radiologien. Primært
var det den konventionelle undersøgelse, og med adgangen til moderne
kontraststoffer i 50-erne udvikledes uroradiologien. I 1972 etableredes
et selskab for uroradiologi i USA, og i 1990 kom der et europæisk
selskab i urogenital radiologi.
Uroradiologien er i dag den billeddiagnostiske partner
til det nefrologiske, gynækologiske og urologiske speciale. Urogenitalradiologi
omfatter både diagnostik og intervention under anvendelse af de
billeddiagnostiske modaliteter. |
Afgrænsning
eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik,
terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.
Det
definitive uroradiologiske fagområde tager sig af diagnostik og
intervention under vejledning af billeddiagnostik inden for nyrer-
og urinveje, binyrer og genitalia Tilsvarende gælder den videnskabelige
aktivitet. |
Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning
De kliniske opgaver for en uroradiolog er diagnostik
og intervention indenfor binyrer, nyrer, øvre urinveje, blære, urethra
og genitalia. Fagområdet tager sig også af spørgsmål omkring radiologiske
lægemidler, specielt deres renale farmakokinetik. Der er betydeligt
behov for billeddiagnostisk support i en tid hvor der er multiple
billeddiagnostiske muligheder både for så vidt angår modalitet (CT-skanning,
ultralydskanning, konventionel røntgenundersøgelse og MR-skanning
og de multiple muligheder indenfor den enkelte modalitet). Fagområdet
hører til under det radiologiske speciale, og har sin berettigelse
hvor der findes større urologiske, nefrologiske og gynækologiske
afdelinger. |
Organisatorisk
og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion
Fagområdet hører under det radiologiske speciale,
men er afhængig af tilstedeværelsen af de kliniske samarbejdspartnere.
Fagområdet kræver et befolkningsgrundlag på mellem 300.000 og 600.000.
Det kræver, at der er nefrologiske, urologiske og gynækologiske
samarbejdspartnere/specialer " under samme tag", som selvstændige
specialafdelinger. |
Lægelig
kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse
For at kunne videreuddanne sig i det uroradiologiske
fagområde, skal man være speciallæge i diagnostisk radiologi. Videreuddannelse
skal finde sted på et hospital der har fuld klinisk service i urologi,
nefrologi incl. transplantation og gynækologi. Videreuddannelsen
skal ske hvor der er radiologer med uroradiologi som fagområdet.
Videreuddannelsesafdelingen må have adgang til alle de radiologiske
modaliteter incl. ultralyd, CT- og MR. Ansættelsen ved en radiologisk
afdeling der yder uroradiologiske service på højt niveau skal være
mindst 2 år, og i den periode skal hovedparten af arbejdet være
indenfor det uroradiologiske område. Der skal opnås kyndighed (50%
af en erfaren indenfor de diagnostiske metoder, som er listet af
det Europæiske Uroradiologiske Selskab (www.esur.org.).
Den uddannelsessøgende skal deltage regelmæssigt i konferencer med
de kliniske kolleger. |
Internationale
forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande
Intet sted i verden findes det uroradiologiske fagområde
som et selvstændigt speciale. Det er alle steder en del af diagnostisk
radiologi. I nogle lande omfatter det også den uroradiologiske del
af nuklearmedicinen. I nogle lande varetages den uroradiologiske
ultralyddiagnostik af de kliniske specialer, det drejer sig især
om prostataskanning i urologien og dele af den gynækologiske skanning
og hele den obstetriske skanning.
Det europæiske uroradiologiske selskab er anerkendt
af den europæiske association af European Association of Uroradiology
der blev stiftet i Danmark i 1990, som et fagområde. Specialisterne
indenfor området er organiseret i dette selskab.
I nogen lande varetages den uroradiologiske ultralyddiagnostik
af de kliniske specialer, det drejer sig især om prostataskanning
i urologien og dele af den gynækologiske skanning og hele den obstetriske
skanning. |
Supplerende
uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning
På europæisk plan er der vedtaget et krav til uddannelsen
i lighed med hvad der gælder for de øvrige organbaserede fagområder
indenfor radiologien. Det findes på www.esur.org.
Og kan bruges som vejledning for de læger der søger uddannelse indenfor
det uroradiologiske fagområde. |
Fagområdebeskrivelsen
er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen
Dansk Radiologisk Selskab |
Mammaradiologi:
(Link til dokumentet
som Word-fil)
Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse
Mammaradiologi |
Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels
funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle
stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)
Mammaradiologi indbefatter al billeddiagnostik af
mamma-området, inklusive diverse interventionelle metoder. Det første
mammografiske billede blev taget i 1913 i Wien, men først i slutningen
af 1950-erne blev film-screen problemet løst .Egan (USA) publicerer
i 1960 de første lovende resultater. I 1963 blev det ved en stor
national undersøgelse i USA vist, at Egans mammografiske teknik
kunne bruges til at adskille benigne fra maligne tumores. Metoden
blev desuden anerkendt til screening af asymptomatiske kvinder .
Det første mammografiske billede i Danmark blev taget i Hjørring
i 1959 og fra 1960-erne blev mammografi indført mere generelt i
Danmark. De første mammografiske optagelser blev taget på industrirøntgenfilm,
disse er siden udviklede, og har nu meget høj teknisk kvalitet.
I løbet af 1980-erne kom ultralydsskanningen ind i området, og er
nu en meget vigtig og helt nødvendig modalitet, ikke mindst i den
interventionelle del. Den seneste modalitet er MR-skanning, som
har vist høj kvalitet i selekterede grupper.
Mamma-teamet, med radiolog, kirurg, patolog og onkolog,
er i dag den centrale gruppe i området. I det integrerede diagnostiske
team har radiologen ansvaret for billeddiagnostikken, med verificering
af diagnosen ved hjælp af nålebiopsier, og kortlægning af sygdommens
udbredelse, inklusive de loco-regionale lymfeknudestationer. |
Afgrænsning
eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik,
terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.
Diagnostikken
bygger på mammografiundersøgelsen som basisundersøgelse, ultralydsskanningen
som vigtigste supplement, og desuden MR-skanning af visse grupper.
Nålebiopsier er en vigtig integreret del. Terapi findes i form af
tømning af cyster, abscesser og andre ansamlinger.
Der
skelnes i mammabilleddiagnostikken mellem mammografiscreening
af kvinder uden symptomer fra mammae, hvor undersøgelsen alene indbefatter
en standardiseret røntgenundersøgelse af brystet, og klinisk
mammografi foretaget på grund af symptomer fra mammae eller
på mistanke om okkult cancer. En klinisk mammografi vil indbefatte
en klinisk undersøgelse, billeddiagnostik designet til problemstillingen
og evt. nålebiopsi eller andre interventionelle procedurer.
Mammografi-screeningen
har en sekundær forebyggende funktion, i det den kan fremskynde
diagnosetidspunktet og medvirke til at forebygge udviklingen af
fremskreden sygdom.
Kvalitetssikring
af populationsbaseret, organiseret mammografiscreening er altafgørende
for at opnå og vedligeholde en optimal kvalitet. De to danske organiserede
screeningsprogrammer følger begge de omfattende EU-guidelines for
mammografiscreening.
Såvel
nationalt som internationalt er der en omfattende videnskabelig
aktivitet indenfor især screeningsområdet. |
Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning
Moderne mammabilleddiagnostik er en multidisciplinær
funktion, som kræver at radiologen i det integrerede diagnostiske
team ikke alene er trænet og erfaren i de billeddiagnostiske og
tilknyttede invasive procedurer, men også har et indgående kendskab
til mammapatologi, -kirurgi og – onkologi. Mammaradiologen vil i
højere grad end i de øvrige billeddiagnostiske fagområder være involveret
i patientforløbet.
Mammografiscreening er overvejende en radiologisk
procedure med forløbsansvaret placeret hos radiologen. Særlig vægt
skal lægges på den optimale balance mellem sensitivitet og specificitet.
Mange læsioner er nonpalpable og prioriteten må - så vel i det symptomatiske
regi som i screeningsregi - være at cancerdetektionsraten maksimeres
samtidig med at antallet af unødige diagnostiske operative indgreb
minimeres. Et indgående kendskab til såvel tekniske som epidemiologiske
kvalitetskrav er en forudsætning for den ansvarshavende mammaradiolog.
Der foreligger udførlige guidelines for organiseret
mammografiscreening, men også indenfor symptomatisk mammabilleddiagnostik
er der publiceret europæiske guidelines.
Der er videnskabelig evidens for at tidlig diagnose
og korrekt staging nedsætter morbiditeten og øger overlevelsen af
mammacancer.
For at opnå den optimale udnyttelse af apparatur
og for at opnå og vedligeholde den nødvendige erfaring er centralisering
af mammabilleddiagnostik og - behandling hensigtsmæssig. |
Organisatorisk
og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion
Et mammacenter bør have et befolkningsgrundlag på
minimum 300.000 indbyggere, og mindst 150 brystkræftoperationer
per år. Mammateamet er tværfagligt, og det er optimalt, at radiologi,
kirurgi og patologi findes på det samme sygehus. Disse forudsætninger
taler også for at mammaområdet centraliseres.
Nødvendige samarbejdspartnere er: Mammakirurgisk
afdeling, Patologisk Institut, og Onkologisk afdeling. Yderligere
specialer er involveret i fagområdets funktion: Plastikkirurgisk
Afdeling, klinisk fysiologisk afdeling og praktiserende
speciallæger. |
Lægelig
kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse
Mammaradiologen skal være speciallæge i diagnostisk
radiologi og have erhvervet sig specifik uddannelse indenfor billeddiagnostik
af mammae, herunder interventionelle procedurer . Et bredt kendskab
til mammakirurgi, patologi og onkologi er nødvendig forudsætning
for at kunne fungere i det integrerede diagnostiske team. Kundskab
i kommunikation er essentiel. Uddannelsen i mammaradiologi må foregå
på subspecialiserede mammabilledddiagnostiske afdelinger, hvor hele
det mammabilledddiagnostiske spektrum er repræsenteret og det integrerede
diagnostiske team etableret .Speciallægen må deltage i den tværfaglige
kommunikation. Erfaring i mammografiscreening er ønskværdig. Fortløbende
uddannelse med deltagelse i kongresser og kurser er nødvendig, ligesom
en kontinuerlig opfølgning af relevant litteratur. Mammaradiologen
skal have kendskab til European Guidelines. |
Internationale
forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande
I de fleste europæiske lande ses en tiltagende subspecialisering
af mammaradiologi indenfor specialet diagnostisk radiologi. Organiseret,
populationsbaseret mammografiscreening er indført enten nationalt
eller regionalt i de fleste europæiske lande. I screeningsprogrammerne
er mammaradiologen den ansvarshavende og subspecialisering en nødvendighed
for at opnå og vedligeholde den nødvendige kompetence. Mammografiscreeningsprogrammerne
er underlagt vedvarende og udførlig kvalitetssikrings-monitorering.
I den symptomatiske mammabilleddiagnostik er der
europæiske guidelines fra bl.a. EUSOMA (The European Society of
Mastology) og EUREF ( European Reference Organisation for Quality
Assured Breast Screening and Diagnostic Services ). I disse anbefales
centralisering af mammaradiologi og specifikke kriterier, herunder
volumenkriterier, for hhv. "Diagnostic Units" og "Breast
Assesment Centres" er opstillet. En subspecialisering er, som
i mammografiscreeningen , en nødvendighed for at opfylde kriterierne.
Der er flere foreninger indenfor fagområdet. I Danmark
findes DFRM, Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik, en
forening under Dansk Radiologisk Selskab. I Europa findes EUSOBI,
European Society Of Breast Imaging. og IBUS, International Breast
Ultrasound School, som holder kurser og seminarier i forskellige
lande. The Senologic International Society, er et tværdiciplinært
selskab, ligesom EUSOMA, The European Society of Mastology. |
Supplerende
uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning
Ikke angivet |
Fagområdebeskrivelsen
er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen
Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik |
Thoraxradiologi:
(Link til dokumentet
som Word-fil)
Fagområde
Fagområdets officielle betegnelse
Thoraxradiologi |
Baggrund
Det kliniske fagområde beskrives bredt, dels historisk dels
funktionsmæssigt med vægt på områdets udgangspunkt, udvikling og aktuelle
stade (med bidrag fra eventuelle samarbejdende specialer)
Thoraxradiologien har traditionelt omhandlet røntgen
af thorax, pulmonal angiografi og aortografier.
Diagnostiske modaliteter som CT, HRCT, CT pulmonal
angiografi, CT aortografi, MR angiografi, nuklearmedicinske undersøgelser
og PET-skanninger er blevet standard procedurer i den diagnostiske
udredning.
Historisk hører koronar-angiografier, ballondilatation
og stentning også til dette ansvarsområde, men er i DK stort set
overtaget af kardiologer.
En række andre interventionelle tiltag som f.eks.
anlæggelse af cava stent, art. pulmonalis-stent, lungebiopsier og
pleuradrænager ligger i radiologisk regi.
Thoraxradiologi er i lighed med andre organspecifikke
billeddiagnostiske ansvarsområder omfattet både af en generel del,
som alle billeddiagnostiske afdelinger skal kunne håndtere, og de
specielle ting, som foregår på centre med thoraxkirurgi, hjertekirurgi
og lungemedicin.
Fagområdet er i i rivende udvikling indenfor interstitielle
lungelidelser og KOL med anvendelse af CT og MR-teknikker, ved lungeemboli-sygdomme
med CT pulmonal angiografi og CT-, MR-perfusionsundersøgelser.
Interventionelle procedurer med anlæggelse af f.eks.
cava superior-stents, arteria pulmonalis-stents, aortastents, RF-ablation
af tumor/metastaser, coiling af AV-fistler, lungebiopsier, anlæggelse
af pleuradræn har gjort, at det thoraxradiologiske subspeciale,
som har eksisteret i årtier, fortsat har sin berettigelse. |
Afgrænsning
eller definition
Fagområdet beskrives i klinisk terminologi (forebyggelse, diagnostik,
terapi, rehabilitering, palliation) og som videnskabelig aktivitet.
Fagområdet
dækker alle diagnostiske og billedvejledte terapeutiske procedurer
ved sygdomme i pleura, lungeparenkym, cor, kar, mediastinum og thoraxvæg.
Alle billeddiagnostiske modaliteter har hvert sit anvendelsesområde
i thorax. Røntgen af thorax anvendes alle steder som første screening
for thoraxsygdom. Sofistikerede CT eller HRCT samt funktionel CT
og CT angiografi er lokaliseret til centre med thoraxkirurgi og
lungemedicin, og det samme gælder sofistikerede MR-undersøgelser
inkl. funktionelle og angiografiske.
Traditionelle
pulmonale og aortaangiografier er afløst af CT og MR. Angiografiske
procedurer persisterer mhp. terapi, dvs. anlæggelse af stente i
vena cava, art. pulmonalis, koronararterier, aorta og embolisering
af vaskulære malformationer. Desuden anvendes tiltagende billedvejledte
biopsier og drænanlæggelse i pleura og perikardiet.
Nye
tiltag som RF-ablation af lungetumorer/metastaser er under udvikling.
Fagområdet
består således af en almen del, der kan varetages på alle billeddiagnostiske
afdelinger, og en speciel del, der kun kan varetages af specialister
tilknyttet centre, hvor der er lungemedicinsk og thoraxkirurgisk
service. |
Begrundelse
Behovet for fagområdet beskrives ud fra kriterier som:
- kliniske opgaver
- videnskabelig evidens
- organisatorisk udbredelse og betydning
Sygdomme i thorax er en hyppig lidelse og billeddiagnostisk
en nødvendighed for sufficient behandling.
Sygdomsspektret er meget bredt, men inkluderer en
række tilstande, hvor avancerede undersøgelser som HRCT, CT-angiografi,
funktionel CT, funktionel MR og billedvejledt intervention er nødvendige.
Sådanne discipliner ligger udover normal speciallægekompetence.
|
Organisatorisk
og strukturel placering
Fagområdets placering i sundhedsvæsenet beskrives, herunder
- nødvendigt befolkningsgrundlag
- niveau i sundhedsvæsenet
- nødvendige samarbejdspartnere
- specialer involveret i fagområdets funktion
Alle speciallæger i diagnostisk radiologi skal kunne
vurdere almene thoraxproblemstillinger ved rtg. af thorax, UL, CT
og MR.
En lang række sygdomme i thorax samles på centralt
placerede lungemedicinske og thoraxkirurgiske afdelinger mhp. at
varetage disse sjældne lidelser. For at dette kan effektueres fagligt
fornuftigt er billeddiagnostisk specialviden en forudsætning.
Desuden vil en række af de komplicerede thoraxsygdomme
indebære en billedvejledt behandling. Dette medfører et behov for
specialuddannede radiologer til varetagelse af disse funktioner
på thoraxrelaterede centre, dvs. universitetsafdelinger. Dette kræver
en speciallæge i radiologi med efterfølgende nærmere defineret videreuddannelse
indenfor thoraxradiologi. |
Lægelig
kompetence
- Forudgående speciallægeuddannelse(r)
- Nødvendig klinisk uddannelse i brede termer
- Supplerende teoretisk uddannelse
Videreuddannelsen kræver ansættelse i stilling med
thoraxradiologi som hovedområde i min. 18 måneder efter speciallægeanerkendelsen
på afdelinger, der fagligt svarer til ansøgte stilling.
Af thoraxradiologen forventes:
- Kan
anvende den optimale billeddiagnostiske modalitet ved en given
thoraxradiologisk problemstilling.
- Mestre
konventionel radiologi, UL, CT og MR ved thoraxradiologiske problemstillinger.
- Mestre
HRCT, specielt indenfor lungelidelser såsom interstitielle lidelser,
KOL og small air way disease.
- Mestre
CT/MR angiografi mhp. f.eks. aortaaneurisme/dissektion, ruptur
og lungeemboli.
- Mestre
billediagnostikken efter thoraxkirurgiske indgreb.
- Mestre
thoraxtraumediagnostik.
- Mestre
TNM-staging af lungecancer.
- Mestre
invasive billedvejledte procedurer som biopsi og drænanlæggelse.
- Mestre
nuklearmedicinsk/PET informationer i relation til thoraxproblemstillinger
og kunne fusionere modaliteter
- Mestre
tolkningen af lungefunktionsundersøgelser og anvende disse informationer
i billeddiagnostikken.
Supplerende
ansættelse på lungemedicinsk og thoraxkirurgisk afdeling er en fordel. |
Internationale
forhold
Fagområdets eksistens og organisering i andre lande
Internationalt er der tilknyttet thoraxradiolog
ved centre, der huser lungemedicin og thoraxradiologi, ligesom det
er tilfældet på danske universitetssygehuse med lands-/landsdelsfunktion
i lungemedicin og thoraxkirurgi.
Thoraxradiologi er internationalt organiseret i
et europæisk selskab (ESTI), amerikansk selskab (ATS) og et internationalt
selskab etableres i år. |
Supplerende
uddannelsesvejledning
Henvisninger til selskabernes supplerende aktuelle uddannelsesvejledning
Ikke angivet |
Fagområdebeskrivelsen
er udarbejdet af
Lægevidenskabelige selskaber involveret i udarbejdelse af fagområdebeskrivelsen
Dansk Radiologisk Selskab |
Muskuloskeletal Radiologi:
(Link til dokumentet som
Word-fil)
Fagområde:
Muskuloskeletal Radiologi
Baggrund:
Specialet
Ortopædkirurgi blev i 1966 udskilt som selvstændigt speciale fra specialet
Kirurgi. Det ortopædkirurgiske speciale beskæftiger sig med behandling
af kongenitte ossøse malformationer, frakturer, degenerative ossøse forandringer,
infektioner og følger deraf i knogler samt tumorer i knogler og bløddele.
Det medicinske speciale Rheumatologi (specialet fysiurgi blev i 1983 nedlagt
og blev en del af rheumatologien) varetager diagnostik og behandling af
gigtlidelser samt rehabilitering af ortopædkirurgiske og neurologiske
sygdomme.
Disse specialer har stort behov for radiologiske undersøgelser
både mhp diagnose og behandlingsplanlægning samt behandlingskontrol. Der
anvendes mange konventionelle røntgenundersøgelser, men der er tiltagende
behov for ultralyd, CT og MR.
Muskuloskeletale undersøgelser udgør min. 40 % af en billeddiagnostisk
afdelings produktion.
På grund af tiltagende avancerede behandlingsmetoder, og den
tekniske udvikling både indenfor ortopædi, rheumatologi og radiologi,
er der behov for radiologer med specialinteresse i og viden om muskuloskeletale
sygdomme.
Dansk forening for Muskuloskeletal Radiologi blev oprettet i 1999 af
en række speciallæger i diagnostisk radiologi med speciel interesse for
eller egentlig subspecialisering i muskuloskeletalradiologi. Initiativtagerne
til foreningen var overlægerne Niels Egund og Anne-Grethe Jurik, begge
radiologisk afd. R, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus.
Foreningen har i dag 57 medlemmer, og er aktiv i planlægning af kurser,
samt i debat om bl.a. referenceprogrammer og udarbejdelse af procedurer
indenfor muskuloskeletale procedurer til kvalitetshåndbøger.
Mange af foreningens medlemmer er også medlemmer af ESSR (det europæiske
muskuloskeletale). Medlemmer af foreningen
deltager i ESSR´s kurser og møder. Overlæge Anne-Grete Jurik er medlem
af ESSR´s Executive Committee.
Afgrænsning Fagområdet Muskuloskeletal Radiologi bør forefindes
på
eller definition: enhver Billeddiagnostisk afdeling, der betjener
et sygehus med et ortopædkirurgisk og/eller rheumatologisk patientgrundlag.
Det daglige ansvar for fagområdet bør varetages af en speciallæge i Diagnostisk
Radiologi, der gennem sin uddannelse, kurser, videnskab og daglige praksis
har udvist interesse for muskuloskeletal radiologi.
Fagområdet har kun mening ved et intensivt samarbejde med de henvisende
afdelinger.
Speciallægen med fagområde "Muskuloskeletal Radiologi" har
som arbejdsopgaver:
- ansvar
for planlægning af undersøgelsesforløb
- den
praktiske udførelse
- vurdering
og beskrivelse
af de foretagne undersøgelser
- oplæring
af yngre læger i praktisk muskuloskeletal radiologi
- udvikling
og videnskabelig aktivitet
- kommunikation
mellem billeddiagnostisk afdeling og de ovennævnte specialer
Speciallægen
skal kunne rådgive i planlægning af undersøgelsesforløb, herunder hvornår
en supplerende ultralyd-, CT- eller MR-scanning er den bedste løsning.
Begrundelse:
En
styrkelse af Muskuloskeletal radiologi ved udnævnelsen til fagområde vil
være til stor gavn for det fremtidige samarbejde indenfor bevægeapparatets
sygdomme.
Der findes en lang række lærebøger af høj kvalitet indenfor
fagområdet, da det i mange andre lande allerede er et subspeciale.
Der er afsat i alt 30 timer til teoretisk A-kursus i uddannelsesforløbet
til speciallæge i Diagnostisk Radiologi.
Der afholdes hvert 6. år et to dages efteruddannelseskursus
i Dansk Radiologisk Selskabs regi med emnet muskuloskeletal radiologi.
I Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer behandles
muskuloskeletal radiologi i et selvstændigt kapitel.
Organisatoriskog strukturel placering : Muskuloskeletal Radiologi
hører naturligt til i en billeddiagnostisk afdeling, da muskuloskeletale
sygdomme kræver billeddiagnostik indenfor alle modaliteter. Det kræver
en teknisk specialviden at kunne planlæge og vurdere specielt ultralyd,
CT og MR.
Lægelig
kompetence:
Speciallæge i Diagnostisk Radiologi, herunder 30 timers teoretisk kursus
i muskuloskeletal radiologi og opfyldelse af øvrige krav under hoveduddannelsen.
Dokumenteret
national og international kursusaktivitet indenfor emnet.
Internationale
forhold: Muskuloskeletal
radiologi er et anerkendt subspeciale i mange af de lande vi sammenligner
os med. Der arbejdes i ESSR med forslag til en eksamen indenfor subspecialet.
Referencer: Dansk Radiologisk Selskabs referenceprogrammer. ESSR:
Målbeskrivelser udformet af DRS til speciallægeuddannelsen i Diagnostisk
radiologi.
Vedtaget på
generalforsamlingen i Dansk forening for Muskuloskeletal Radiologi d. 20.
april 2004.
Formand overlæge
Trine Torfing
Billeddiagnostisk
afd.
Odense Universitetshospital
Fagområdet
Neuroradiologi
(Link
til dokumentet som Word-fil)
Neuroradiologi
er et klinisk fagområde under specialet diagnostisk radiologi, som befatter
sig med diagnose og behandling af sygdomme i centralnervesystemet, hoved,
hals og rygrad. Anvendte diagnostiske modaliteter er følgende: konventionel
røntgenundersøgelse inkl. CT, angiografi og myelografi samt MR og ultralyd.
Neuroradiologi praktiseres på danske universitetshospitaler i selvstændige
afdelinger eller afsnit, i tæt samarbejde med andre kliniske specialer
som neurokirurgi, neurologi og øjen-øre-næse-hals-sygdomme samt rygortopædi
og klinisk fysiologi og nuklearmedicin. Neuroradiologien omfatter både
diagnostik og interventionel behandling (f.eks. intravaskulær coiling
og stentning samt vertebroplastik).
Forskningsområderne
i neuroradiologi omfatter studier af sygdomme i centralnervesystemet og
i organerne på hoved og hals, men også studier af normale fænomener i
hjernen med non-invasive metoder som f.eks. functional MRI. Neuroradiologisk
forskning er koncentret om intervention og MR.
Neuroradiologien
opstod i Sverige og andre steder i skandinavien i 1930’erne. Europæisk
Neuroradiologisk Selskab (ESNR) blev stiftet i 1972 og Dansk Neuroradiologisk
Selskab i 1991. Selskabet afholder årlige kurser i neuroradiologiske emner
for landets radiologer.
Uddannelsen
i fagområdet neuroradiologi har siden 1976 omfattet den almene uddannelse
i diagnostisk radiolgi (som kræver dansk B-autorisation og turnusuddannelse
samt 1 års introduktionsstilling på radiologisk afdeling, efterfulgt af
4 års radiologisk hoveduddannelse) samt supplerende 2 års ansættelse på
neuroradiologisk afdeling eller afsnit, heraf det sidste år efter opnået
speciallæge-anerkendelse. Hoveduddannelsen i diagnostisk radiologi indbefatter
som minimum ¼ års uddannelse på neuroradiologisk afdeling/afsnit.
Godkendt
på Dansk Neuroradiologisk Selskabs generalforsamling 04.03.05.
Fagområdet
Interventionel Radiologi
(Link
til dokumentet som Word-fil)
Baggrund
I 1953 introducerer
SE Seldinger den guidewire baserede perkutane teknik, som benyttes i dag.
Perkutan transluminal angioplastik (PTA) blev første gang udført i Januar
1964 med et coaxialt system. Først i 1974 benyttedes en katetermonteret
ballon til dilatation af perifere arterielle stenoser, og i 1985 udvikledes
de første stents til placering i kar. Herefter er produkterne blevet mere
raffinerede, og i takt hermed er også anvendelsesområderne udvidet. I
1990’erne er eksempelvis PTA af a Iliaca blevet en accepteret "first
choice" behandling, og siden er også andre områder kommet til. Parallelt
med udviklingen inden for det vaskulære har den perkutane teknik fundet
anvendelse inden for andre organområder så som lever-galdeveje og urinveje,
og er i lighed med den karkirurgiske blevet en accepteret diagnostisk
og terapeutisk del af de pågældende specialer. Interventionel radiologi
(IR) er forsat inde i en rivende udvikling og kaldes for "det 21.
århundredes kirurgi" i internationale kredse.
Cardiovascular
and Interventional Radiological Society of Europe (CIRSE) har i dag over
1400 medlemmer.
Dansk Forening
for Interventionel Radiologi (DFIR) blev stiftet i 1998 og har i dag over
60 medlemmer.
Afgrænsning
af området
IR er en
disciplin, hvor en billeddannende modalitet (konventionelt røntgenudstyr,
CT,ultralyd, MR) indgår som en uundværlig del af (diagnostik) palliation
eller behandling, som udføres af en specialtrænet radiolog på en billeddiagnostisk
afdeling. IR har en stor klinisk berøringsflade, især inden for følgende
specialer: karkirurgi,thoraxkirurgi, gastroenterologisk kirurgi, urologi,
hepatologi, nefrologi og onkologi. Neuroradiologer og kardiologer varetager
de fleste steder interventionelle procedurer inden for henholdsvis centralnervesystemet
og hjertet. IR udføres i mindre omfang på alle billeddiagnostiske afdelinger,
men mere avancerede procedurer udføres kun i få centre på landsplan.
Begrundelse
IR er karakteriseret
ved at være miniinvasiv og er derfor i mange tilfælde et attraktivt alternativ
til kirurgiske indgreb. Eksempelvis varetager IR i dag ca. 30-40% af den
karkirurgiske aktivitet på landsplan.
I lyset af
de mangeartede indgreb er det ikke muligt at udvælge få repræsentative
videnskabelige arbejder til dokumentation af fagområdets eksistensberettigelse.
Organisatorisk
og strukturel placering
Da interventionsprocedurerne
bl.a. foregår vha. røntgengennemlysning, er det en naturlig del af en
radiologisk afdeling. Hvilke procedurer, der foretages på de enkelte centre,
er afhængig af, hvilke specialeenheder der er tilstede på det pågældende
sygehus. Generelt må det være et krav, at et givet speciale er repræsenteret
på et sygehus, hvor en given procedure skal udføres. Komplikationer skal
kunne behandles på stedet. Ligeledes må det være et krav, at en given
procedure optræder med en sådan frekvens, at den pågældende IR-enhed kan
opnå rutine. Dette indebærer, at IR bør samles på billeddiagnostiske centre,
hvor den nødvendige ekspertise er tilstede og ikke spredes ud på de kliniske
afdelinger.
Lægelig kompetence
Speciallæge i radiologi og efterfølgende nærmere defineret
videreuddannelse inden for IR, idet der stilles specifikke krav til både
den faglige, men i høj grad også til den tekniske/håndværksmæssige kunnen.
I speciallægeuddannelsen forventes det, at man
- behersker
de forskellige billeddiagnostiske modaliteter
- behersker
de basale punkturteknikker inden for diverse modaliteter
- kan udføre
og fortolke simple diagnostiske procedurer med henblik på intervention.
DFIR foreslår
et års varende videreuddannelse med ansættelse på en IR-enhed,
hvor der opnås rutine i de basale færdigheder, hvis IR-enheden er alment
organrelateret. Alternativt et års ansættelse på en specifikt organrelateret
IR-enhed, hvor erfaring med mere specielle teknikker erhverves. I begge
tilfælde føres der logbog.
Ophold, evt.
fokuserede, på relevante kliniske afdelinger vil ligeledes være meriterende.
I øvrigt
henvises til CIRSE’s rekommandationer (www.cirse.org).
Internationale
forhold
I udlandet
fungerer IR som selvstændige enheder i større radiologiske centre, ligesom
tilfældet er på de danske universitetssygehuse. De kan være mere eller
mindre organspecifikke afhængig af de kliniske specialers repræsentation.
IR er organiseret
i selvstændige selskaber verden over. De to største selskaber er dels
det Europæiske CIRSE og det Amerikanske: Society of Interventional Radiology
(SIR). Der arbejdes i øjeblikket på at danne et stort internationalt selskab
for IR. Samtidig er tendensen, på grund af en betydelig udvikling inden
for området, dannelse af mere organspecifikke underselskaber med et tværfagligt
præg.
|